Søren Vestergaard Kristiansens stensamler-maskine Stoneless er nu kommet ud i 20 lande. Men på sigt skal kendskabet til den automatiske stenopsamler bredes ud til hele verden.
Det har grebet om sig hos Søren Vestergaard Kristiansen, manden bag ATV-stensamleren Stoneless. Den 23-årige iværksætter fra Silkeborg er kommet ud i 20 lande med sin maskine, og det er blandt andet sket ved hjælp af bistand fra det EU-finansierede »Virksomhedsprogrammet«, der hjælper danske virksomheder med alt fra digitalisering, over grøn omstilling til eksport.
Sidste år ansatte Stoneless en salgschef, der skulle gå løs på det tyske marked. Men det slog ikke an, og derfor gik man til Virksomhedsprogrammet, der drives af erhvervshusene, for at få hjælp til strategien.
- Jeg var sikker på, at jeg havde knækket koden til eksport, og at jeg skulle bare have lidt hjælp til at optimere mit onlinesalg til udlandet, siger Søren Vestergaard Kristensen i en pressemeddelelse.
Med tilskud til en rådgiver, der satte rammen for en solid eksportplan, begyndte Søren Vestergaard Kristensen at arbejde sammen med konsulenten Jesper Vestergaard Rasmussen fra JVR Consult i Struer, der har rådgivet mange virksomheder.
Stensamler går fra lokal til global
Eksport kræver en stor indsats
Sammen fik de styr på virksomhedens produktion, dokumentation og markedsstrategi, og desuden lagde de en ny eksportstrategi, forklarer Søren Vestergaard Kristensen:
- Vi kunne se, at det danske marked ikke var mættet, så vi blev rådet til først at gå markant ind på det nationale salg. Samtidig pegede vores rådgiver på muligheden for at satse på forhandlernetværk i udlandet i stedet for onlinesalg. I dag sælger vi rigtig meget i Danmark, og vi har nu forhandlere i 10 lande og har solgt til cirka 20 lande.
Konsulent Jesper Vestergaard Rasmussen oplever, at mange virksomheder er interesseret i at eksportere.
- Men hvis man vil eksport, skal man være klar til at knokle og klar til forandringer i virksomheden. Søren Vestergaard Kristensen var med på det hele - optrådte professionelt, selvom han kun er 23 år, og var klar til at lave det om, der skulle til. Nu sidder han med store ordrer og en omsætning, der kan nå 30 millioner kroner i løbet af 2023, siger konsulenten.
Silkeborg-iværksætteren har sammenlagt fået et tilskud på cirka 100.000 kroner fra SMV:Eksport i Virksomhedsprogrammet, og han er taknemlig for hjælpen.
- Forløbet i SMV:Eksport og samarbejdet med Jesper har gjort, at jeg ser langt mere realistisk på tingene i dag. Jeg har for eksempel indset, at man ikke kan tale i telefon med kunder fra hele verden, men er nødt til at have forhandlere til at hjælpe sig, siger Søren Vestergaard Kristensen.
Virksomhedsprogrammets SMV:Eksport-spor åbnede for ansøgninger 1. marts 2022, og over 400 virksomheder har allerede fået bevilget støtte til en udviklingsrejse mod eksportmarkeder.
Søren forvandlede drengedrømmen til et væksteventyr
- Man kan ikke have forstand på alting
Mange af virksomhederne kæmper med de samme udfordringer, som Søren Vestergaard Kristensen har oplevet. Det siger projektleder og forretningsudvikler Jens Jacob John Hjorth fra Erhvervshus Sydjylland, der står for SMV:Eksport i Virksomhedsprogrammet:
- Som entreprenør og iværksætter kan man ikke have forstand på alting. Når man er hamrende god til at lave et produkt, som man gerne vil sælge i hele verden, skal der kobles eksperter på, som ved, hvordan man gør.
Mange virksomheder, der har fået støtte, melder allerede nu om positive oplevelser og fremgang, siger projektlederen:
- De kommer hjem fra messer i udlandet med ordrer, leads og forespørgsler. Og mange af dem peger på, at forløbet i SMV:Eksport har motiveret dem til at komme ud over landets grænser for at møde deres kunder.
Agritechnica-aflysning rammer nicheproducenter særligt hårdt
Styres fra stuelejlighed
Stoneless styres af Søren Vestergaard Kristensen fra en stuelejlighed i Silkeborg, og den voldsomme vækst har skabt flere arbejdspladser. Asger Wildenschild er ansat som salgschef, og desuden er hele produktionen af stensamlerne outsourcet til en række danske underleverandører.
Søren Vestergaard Kristensen har selv udviklet stensamleren og byggede de første 30 eksemplarer, men han har indset, at hans plads i virksomheden ikke er i produktionen, men i salget:
- Folk ser mig som en Ole Opfinder, men jeg brænder mest for forretningen, og outsourcing er godt for væksten. Med min egen leverandørkæde slipper jeg for at stå med produktionen selv og kan koncentrere mig om salget.
Med det stigende antal ordrer er der skabt op mod fem nye arbejdspladser i leverandørkæden, og står det til den 23-årige iværksætter, skal produktionen øges markant i de kommende år.
I øjeblikket kommer der forespørgsler på leverancer fra flere og flere eksportmarkeder, og flere af dem er så store, at de på kort tid kan flerdoble produktionen i Stoneless. Og Søren Vestergaard Kristensen føler sig klar:
- Vi har produktet og leveringskæden, og efter SMV:Eksport har vi også strategien. Om tre til fem år skal mine maskiner køre over hele verden.