Hanne Blume, koncerndirektør for People & Culture (Group HR), og Carsten Gemeinhardt, koncerndirektør for Housing, er nye medlemmer af DLG's koncernledelse. Det oplyser DLG i en pressemeddelelse.
 
Ledelsesændringerne sker for at sikre, at koncernledelsen afspejler DLG's strategi, Creating the Future 2030. Som et led i strategien blev forretningsområderne Agribusiness og Premix & Nutrition samlet i forretningsenheden Food, mens Energy og Retail blev delt op i to forretningsenheder, Energy og Housing.
 
- Der skal være en klar sammenhæng mellem vores strategi og den måde, vi organiserer os på i ledelsen. I og med at Housing nu er et selvstændigt forretningsområde, er det naturligt, at Carsten Gemeinhardt også er en del af koncernledelsen, der træffer de overordnede strategiske beslutninger i koncernen. People & Culture er ligeledes et strategisk vigtigt område, hvorfor Hanne Blume indtræder i koncernledelsen i forbindelse med, at hun tiltræder i DLG, siger koncernchef Kristian Hundebøll.

Siger farvel til én

Hanne Blume tiltræder som koncerndirektør for People & Culture i DLG den 7. marts. Hun har i mange år stået i spidsen for HR-afdelingerne i store virksomheder som Ørsted og TDC. Hanne Blume har en kandidatgrad i Business Administration & Commercial Law fra Handelshøjskolen i Aarhus.
 
Carsten Gemeinhardt er koncerndirektør og leder koncernens byggemarkedsforretning Team Bau. Han blev ansat i DLG's tyske selskab Team i 2019 og har mange års erfaring fra den tyske byggemarkedsbranche. Han er uddannet i handel fra universitetet i Hamborg.
 
I forbindelse med ændringerne udtræder Carsten Klausen, adm. direktør i Svenska Foder, af koncernledelsen.
 
- Carsten har gennem mange år stået bag Svenska Foders store succes i Sverige, en opgave han fortsætter med. Jeg vil gerne takke ham for den indsats, han har ydet i koncernledelsen, og jeg ser frem til et fortsat tæt samarbejde, siger Kristian Hundebøll.

DLG's koncernledelse

Med personændringerne, der træder i kraft den 7. marts, har DLG’s koncernbestyrelsen fremover følgende personsammensætning.

  • Kristian Hundebøll, Group CEO

  • Christina Nielsen, Group CFO

  • Jesper Pagh, Group COO

  • Bent Nissen, adm. direktør i HaGe

  • Boudewijn Morelissen, adm. direktør i Vilofoss

  • Carsten Gemeinhardt, koncerndirektør, Team Bau (Housing)

  • Hanne Blume, koncerndirektør, People & Culture (Group HR)

  • Kevin Lorenzen, adm. direktør i Team

Business