Regeringen afsætter to millioner årligt til Naturmødet
Naturmødet – naturens eget folkemøde i Hirtshals – er blevet tilgodeset med to millioner kroner i regeringens finanslovsudspil.

I finanslovsudspillet tilgodeses Naturmødet i Hirtshals med to millioner kroner årligt.. Pressefoto
I finanslovsudspillet tilgodeses Naturmødet med to millioner kroner årligt i en treårig periode til at styrke og udvikle Naturmødet som national begivenhed. Og for at styrke den lokale forankring i den grønne omstilling.
Det endelige finanslovsforlig forventes indgået i december, men forslaget markerer en tydelig politisk anerkendelse af Naturmødets betydning.
- Jeg er både stolt og taknemmelig for, at regeringen nu anerkender Naturmødets nationale betydning. Med den statslige støtte vil vi kunne udvikle mødet yderligere og sikre, at natur og biodiversitet fortsat får en stærk og samlende stemme i Danmark, siger Leif Lund Jakobsen, chef for Naturmødet i en pressemeddelelse fra Hjørring Kommune.
Søren Smalbro, borgmester i Hjørring Kommune og formand for Naturmødets bestyrelse, understreger, at forslaget giver store perspektiver:
- Naturmødet er vokset fra et lokalt initiativ til en national begivenhed, hvor vi forener viden, holdninger og nye ideer om naturens fremtid. Med en finanslovsstøtte som den, regeringen nu foreslår, får vi muskler til at skabe endnu mere indhold, styrke partnerskaber og nå endnu bredere ud til borgere, beslutningstagere og aktører i hele Danmark.