Spectrofly er ny distributør af Ranch Systems

I Danmark er drone- opmålings- og kortdatafirmaet Spectrofly ny distributør af amerikanske Ranch Systems, hvis patenterede netværksløsninger sikrer styring, kontrol og fleksibilitet i det moderne landbrug. Det skriver Spectrofly i en pressemeddelelse.

I det nye samarbejde med Ranch Systems ser Spectrofly frem til at bidrage med viden, kompetencer og teknologi til både eksisterende og nye kunders grønne omstilling og digitalisering.

– I en stadig mere kompleks verden, er det ikke nok at installere målestationer, der kræves også en analyse af hvilke data der skal indsamles og brugen af disse, siger Generel director i Ranch System Thomas Christfort og fortsætter:

- Ranch Systems er markedsleder i USA inden for trådløs overvågning og styring af vanding og overfladevand i landbrugs- og miljøapplikationer. Vi glæder os over, at Spectrofly med sin ekspertise på vandområdet, ud over salg og support af hardware, kan levere en totalløsning til vores kunder i Danmark.

Ny muligheder

Hos den hidtidige forhandler Terra Connect, giver forhandlerskiftet god mening:

- Det er vigtigt at vores kunder med Ranchsystems er sikret rådgivning og service, det er derfor med stor glæde vi byder Spectrofly velkommen som ny forhandler og servicepartner for Ranchsystems, med udgangspunkt i deres faglighed og øvrige løsninger, vil de kunne løfte Ranchsystems i Danmark til nye niveauer, siger direktør i Terra Connect, Peter Søby.

- Vi har haft samarbejde med Ranchsystems i Danmark, siden 2017. Men stigende fokus på og afhængighed af IT, ikke mindst IT-sikkerhed, og den aktuelle strukturudvikling i Landbruget, gør, at mange efterspørger vores løsninger indenfor overvågning, alarm og telefoni. Derfor har vi fra Terra Connect valgt at koncentrere vores kompetencer og ressourcer til det, som er vores kerneområder, oplyser han.

- Som ny servicepartner i Danmark for Ranch Systems ser vi særligt nye muligheder for at udvide vores rådgivningsydelser og skræddersy monitoreringsløsninger til landbrug, gartnerier, myndigheder og anden industri, hvor der er et ønske om at overvåge vandressourcer og/eller reducere vandforbrug og optimere driftsledelsen indenfor management af vand. Der er ingen tvivl om, at vandmanagement er vigtig del af fremtiden, når det gælder mere bæredygtige løsninger, siger direktør i Spectrofly, Robert Nøddebo Poulsen.

Læs også