Den nordiske infrastrukturinvestor Infranode har købt en 49 procent af ejerskabet i to biogasaktiver fra Renegas. Investeringen markerer Infranodes første biogasinvestering.
En ny, kapitalstærk investor træder nu ind på det danske biogasmarked. Den nordiske infrastrukturfond Infranode har i en pressemeddelelse annonceret, at man har købt en ejerandel på 49 procent i de to biogasaktiver hos selskabet Renegas A/S, Thorsø Biogasanlæg og Foersym Bioenergi.
De nuværende ejere, Renegas og Fremsyn Holding, er begge ejet af Knud Boesgaard Christensen, der derved fortsætter som majoritetsjer med 51 procent ejerskab. De to biogasanlæg producerer omkring 160 GWh biogas hvert år. Og Renegas fungerer også som en såkaldt »etableret platform for udvikling, erhvervelse og drift af biogas«.
Med Infranodes investering vil man fordoble de to anlægs kapacitet inden udgangen af 2026, skriver Infranode. Og man vurderer, at der er potentiale for yderligere investeringer inden for blandt andet udvikling af grønne brændstoffer til luft- og skibsfart.
- Vi leder konstant efter nye måder at fremskynde den grønne omstilling, med infrastruktur, der tjener som katalysator for innovation og forandring. Denne investering markerer et vigtigt spring fremad i forhold til at adressere udviklingen af et bæredygtigt landbrug og fødevareproduktion ved at fjerne emissioner fra gylle – den primære kilde til drivhusgasser, udtaler Silas Harbo, landechef og ansvarlig for investeringer hos Infranode.
Luften er gået af den danske biogas’ vækstballon
- Renegas er en pålidelig partner for både lokalsamfund og Infranode, der understøtter vores strategi om at levere essentiel infrastruktur og være en langsigtet partner for lokale og regionale samfund. Vi er meget glade for at styrke vores samarbejde, så vi kan udforske nye måder at frigøre uudnyttet potentiale og udnytte hinandens ekspertise til at lukke kløften, mellem hvor samfundet er i dag og fremtidens behov.
Unik platform
Knud Boesgaard Christensen glæder sig også over investeringen.
- Som en unik platform for udvikling, erhvervelse og drift af biogasanlæg har Renegas en nøglefunktion i udfasningen af fossile brændstoffer i en række forskellige sektorer. Vores partnerskab med Infranode har positioneret os til at sætte et markant præg på den grønne omstilling, og vi er meget spændte på at tage det næste skridt på denne rejse, udtaler Knud Boesgaard, adm. direktør hos Renegas.
Købet vil ikke påvirke Renegas' brand eller føre til ændringer i virksomhedens personale, drift, kundeservice eller organisationsstruktur.