Rekordmange byggeopgaver for 3byggetilbud.dk
2024 blev året, hvor 3byggetilbud.dk slog rekord i antallet af modtagne byggeopgaver på et år.

Der var godt gang i byggeprojekterne i 2024 - her opføres en ny stald. Arkivfoto: Henning K. Andersen
Trods en byggebranche, som varslede om nedgang i 2024, har det været et rekordår hos 3byggetilbud.dk.
Allerede i november blev den tidligere rekord overgået, og ved årsskiftet lød antallet på 72.679 byggeopgaver i 2024, og det er en vækst på 15 procent sammenlignet med 2023.
Ny asbestlovgivning, stigende nedbørsmængder og byggelystne danskerne med flere penge mellem hænderne er centrale temaer, når opgaveportalen opsummerer 2024 og ser ind i de mange modtagne opgaver.
Asbestlov skabte travlhed
En ændring i arbejdsmiljøloven, som trådte i kraft den 1. juli 2024, betyder at kun autoriserede virksomheder må foretage asbestarbejde pr. 1. januar 2025. Lovændringen kan tydeligt spores i byggeopgaverne, som 3byggetilbud.dk modtog sidste år.
Sammenlignet med 2023 er antallet af tagentrepriseopgaver i 2024 vokset med 61 procent, mens der blev indsendt 136 procent flere opgaver omhandlende håndtering af asbest.
- Den nye lovgivning skabte stor efterspørgsel og usikkerhed, særligt omkring prisen på asbestopgaver ved årsskiftet. Mange boligejere valgte derfor at fremskynde deres tagprojekt og ønskede taget skiftet inden reglerne trådte i kraft, forklarer Nicole Mikkelsen, digital kommunikationskonsulent hos 3byggetilbud.dk, og tilføjer:
- Vores samarbejdspartnere kunne dog allerede i juli melde tilbage, at Danmark var tørlagt for eternitplader, og mange boligejere måtte se sig nødsaget til alligevel at vente til 2025 med at få skiftet deres asbesttag.

Sammenlignet med 2023 er antallet af tagentrepriseopgaver i 2024 vokset med 61 procent. Foto: Colourbox
Flere renoveringssager
Et særdeles vådt forår og en ditto nedbørsrig sommer satte sine spor i opgaverne. Antallet af kloakopgaver steg med 10 procent i 2024 sammenlignet med året forinden. Derudover oplevede projekter omhandlende etablering af omfangsdræn en vækst på 57 procent sammenlignet med 2023.
- Klimatilpasning er kommet i fokus hos de danske boligejere. Særligt efter vandskaderne piblede frem i efteråret 2023, og med et særdeles vådt forår i 2024, ser vi en stor interesse for løsninger, der kan sikre boligen mod stigende nedbørsmængder, som oftere og oftere bliver en realitet, fortæller Nicole Mikkelsen.
Dyrere projekter i 2024
Foruden en stigning i antallet af opgaver, har 3byggetilbud.dk også oplevet en markant vækst i størrelsen på renoveringsprojekterne. Gennemsnitsprisen pr. vundne opgave er steget til 65.000 kroner sammenlignet med 45.000 kroner i 2023. Tallene vidner om, at flere danskere er villige til at investere i større renoveringsprojekter.
- Vi er meget positive over, at vi i 2024 har sat rekord i antallet af modtagne opgaver, samt at der er sket en stigning i prislejet pr. opgave – til trods for en byggebranche i nedgang. Det vidner om, at der er tillid til vores platform og håndværkere, og det er vi stolte af, slutter Nicole Mikkelsen.

Det har været et rekordår for 3byggetilbud.dk – selvom byggebranchen varslede om nedgang i 2024. Foto: Colourbox