Mange ansøgere til klima- og teknologiordningen

Investeringslysten er stor. Det kunne Byggeri & Teknik konstatere efter at have indsendt knapt 200 ansøgninger til klima- og miljøteknologiordningen 2022.

Ordningen med de klimavenlige investeringer har budt på meget interesserede og investeringslystne landmænd. Ikke færre end 189 ansøgninger har Byggeri & Teknik indsendt i ordningen og det rækker til et muligt tilskudsbeløb på ikke mindre end knapt 94.000.000 kroner, hvis alle fik tilsagn og udnyttede pengene.

Det oplyser rådgivningsselskabet i en meddelelse.

Her oplyser virksomheden, at det nogenlunde gik som forventet – nemlig at ordningen bliver oversøgt. Byggeri & Teknik I/S har alene søgt om ikke mindre end 38 procent af de samlede midler og det til trods for, at de mere eller mindre kun har søgt fem af de 10 indsatsområder.

Obligatoriske elementer skal overholdes

Ifølge direktør i Byggeri & Teknik I/S, Flemming Hedegaard, har ansøgningsrunden, der lukkede den 10. januar 2023, budt på alle de udfordringer, som en tilskudsrunde åbenbart skal have:

- Nu skal frustrationerne bare lige lægge sig hos både landmænd, Landbrugsstyrelsen og os. Herefter skal vi til at hjælpe de mange ansøgere med af forstå alle de mange forskellige og besværlige retningslinjer, som skal overholdes, hvis man også skal have pengene udbetalt efterfølgende, hvis man opnår tilskud.

Ifølge Byggeri & Teknik skal man være meget opmærksom, hvis man vil være sikker på at få sine penge udbetalt, når engang der er givet tilsagn og afslag.

Alle specifikationer og obligatoriske elementer skal være overholdt og til stede, når pengene skal søges hjem – og alle skal huske, at der ikke kan indsendes ændringsanmodninger under vejs. Derfor er det, som man har søgt til nu, også det man skal købe, installere eller bygge.

Byggeri & Teknik I/S håber og tror på, at de første tilsagn fås omkring den 1. april 2023.

De vigtigste elementer:

● Alle specifikationer og obligatoriske elementer skal være overholdt og til stede

● Du skal eje investeringen, og den må IKKE være finansieret på leasing eller købekontrakt med ejerforbehold

● Investeringen må ikke være foretaget før ansøgningen blev indsendt

● Du må IKKE lave op på dit cvr-nummer uden først at få lov af Landbrugsstyrelsen

● De sti-mål, der er søgt på til løsgående søer i farestier er indvendige mål

● Alle investeringerne skal være lovlige – eksempelvis med byggetilladelse og miljøgodkendelse. Vær specielt opmærksom på gylletankoverdækningerne. Nogle kommuner kræver, at I søger tilladelse

● Hvis det handler om aktivitetsremme til køerne, skal der købes et komplet anlæg, selv om I har et anlæg I kunne koble på

Kilde: byggeri-teknik.dk

Læs også