Den store irske foderproducent Devenish beslutter inden for en måneds tid, om den skal opføre en helt ny foderfabrik i Danmark. Det skriver Grovarenyt.
- Det ligger klart, at Devenish vil opføre en foderfabrik primært til specielfoder på kontinentet for at undgå den lange transport af foder fra Irland. Vi har peget på nogle muligheder ved Skive og har meldt det tilbage til bestyrelsen i Devenish, som nu skal tage beslutning om, hvor fabrikken skal opføres, oplyser Aage Staun, direktør for Devenish’ datterselskab A-One Danmark ApS, til Grovvarenyt.
Devenish har angiveligt fået stillet 110 millioner euro til rådighed af Den Europæiske Investeringsfond til udvikling af nye produkter og fabrikker.
Ifølge magasinet er det foreløbigt blevet besluttet, at salg og markedsføring af Devenish-foder i hele Europa undtagen Frankrig og Spanien nu skal varetages fra Danmark.
Foderkoncept
Devenish slår sig op at kunne reducere importen af soja alene til svineproduktionen med 300.000 til 350.000 tons pr. år med sin nye foderteknologi – hvis man forestiller sig teknologien fuldt implementeret i foderet til grise i Danmark.
I forvejen fodres mere end ti procent af svinene i England og Irland med Davenish-teknologien, hvilket betyder en mindre import på mere end 20.000 tons soja på årsplan, skriver Grovvarenyt.
Davenish har fabrikker i USA, Mexico, Tyrkiet, m.v., og er repræsenteret i 40 lande.