Landbrugsforsker: - Lad økologiske landmænd selv byde ind på støttebehov

Danmark kunne måske få et større økologisk dyrket areal for de samme penge, hvis det blev muligt at lade landmændene selv byde ind med kompensationsbehov.

Auktionsprincipper som grundlag for fordelingen af støttekronerne kunne være en bedre metode end de nugældende faste satser til at efterkomme det udbredte, politiske ønske om en større udbredelse af den økologiske dyrkningsmetode.

Det siger forsker ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, Michael Friis Pedersen.

- Det er ikke lige til at gennemføre i praksis. Men det var noget for Landbrugsstyrelsen og EU at overveje om kan lade sig gøre, siger han.

Sådan som det er i dag, så får økologiske landmænd en fast sats for at drive økologisk landbrug, som bevilges over femårige perioder, når de én gang har lagt om – det såkaldte arealtilskud. I en indledende toårig periode får de oven i et såkaldt omlægningstilskud for de midlertidige omkostninger ved at skulle opfylde nye ekstrabehov til for eksempel staldindretning eller markredskaber.

De økologiske tilskud er tillæg til den direkte landbrugsstøtte, som også konventionelle landmænd får. 

Nogle landmænd overkompenseres

Det økologiske arealtilskud er en fast kompensation for de netto-meromkostninger, som den økologiske landmand har ved blandt andet slet ikke at måtte sprøjte eller at gøde så effektivt.

Men det er et faktum, at nogle økologiske landmænd får tildelt flere penge i økologisk arealtilskud, end de strengt taget har behov for, for at vælge den økologiske produktionsform. 

- Nogle økologer kunne sagtens klare sig med et lavere støttebeløb, formentlig især økologiske husdyrbrug, siger forskeren.

Michael Friis Pedersen slår til lyd for at overveje auktionsprincipper af den ene eller anden art i det kommende landdistriktsprogram. For eksempel ordninger hvor landmændene byder ind på, hvor mange penge i tilskud, landmændene hver især har brug for, for at få det til at løbe rundt som økolog.

Flere modeller er brugbare

Det kan enten være ordninger, hvor Landbrugsstyrelsen udbetaler det støttebeløb, som hver enkelt landmand har bedt om, og prioriterer efter de laveste bud - en såkaldt pay-as-bid auktion. Eller det kan være ordninger, hvor Landbrugsstyrelsen betaler det samme til alle økologer, men prioriterer dem, der havde behov for den mindste kompensation.

Hvis man vælger en pay-as-bid ordning, hvor man giver folk det, som de beder om og giver penge til så mange hektar, som man kan, for de afsatte penge på budgettet – ja, så er det sandsynligt at folk vil bede om mere, end de faktisk har behov for. Altså at man vil få et vist niveau af overkompensation.

Det kan man dog begrænse ved at have maksimumsbud, for eksempel på niveau med de satser man har i dag, siger Michael Friis Pedersen.

Man kan også vælge en anden ordning, hvor man giver alle accepterede ansøgere den samme støttesats, men prioriterer ansøgerne efter hvor lille et beløb, som de er villige til at acceptere. Så kan man – i teorien – få folk til at afsløre deres faktiske omkostninger, fordi de ved at være ærlige omkring deres omkostninger, får størst chance for at få accepteret et bud som de er tilfredse med. Imens kan de ikke påvirke størrelsen af den støtte, som de i sidste ende vil få med deres bud.

Også i denne ordning vil der være et vist niveau af overkompensation. Det kan man dog igen begrænse ved at have maksimumsbud, eksempelvis på niveau med de satser man har i dag, siger Michael Friis Pedersen om sådan en model.

Både fordele og ulemper

- Fra en stringent økonomisk synsvinkel vil sådanne auktionsprincipper give god mening. Der er fordele og ulemper. Og man kommer ikke til en situation, hvor der ikke er nogen landmænd, der ville have accepteret mindre. Men det er sandsynligt, at man med det rette design af en auktionsmekanisme ville kunne få mindst lige så meget økologisk areal som de nuværende ordninger med faste satser - og sandsynligvis mere.

Der er altså en vis overkompensation med de ordninger, der er i dag, og der vil være en vis overkompensation med ordninger baseret på auktionsprincipper. Men overkompensationen ville være lavere med det rette auktionsbaserede design af ordningen. Dette kunne betyde penge sparret for staten eller mere for de samme penge, siger forskeren.

Satsstørrelser kan kun skønnes

- I forhold til ordninger med faste støttesatser bliver vi forskere nogle gange spurgt om, hvad satsen bør være. Men der er ingen, som kan sige, hvor sådan en sats skal ligge. Det er dybest set noget, der involverer en masse skøn. Hvis man sætter satsen for højt, er der mange landmænd, som vil søge til ordningen, og der er behov for at prioritere eller at finde flere penge. Her ville myndighederne så fortryde, at man ikke satte satsen lavere. Hvis man sætter satsen for lavt, vil der ikke være nok landmænd, som søger ind i ordningen. Og man vil ikke få afløb for de afsatte midler. Her vil man fortryde, at man ikke satte satsen højere. Man skal dybest set være meget heldig, hvis man ikke kommer til at fortryde, hvordan man satte satsen, siger Michael Friis Pedersen.

Landbrugsstyrelsen er for øjeblikket i gang med at skrue hele støtten sammen for perioden efter det indeværende landdistriktsprogram, der udløber med 2020. Indholdet afventer også forhandlinger i EU.

- Som det ser ud nu, bliver det ikke muligt at anvende auktionsprincipper i økologiordningerne inden for EU. Og det er en skam. Til gengæld kan det være en mulighed i dele af Landdistriktsprogrammet, siger Michael Friis Pedersen.