Miljø- og klimateknologipuljen er udskudt til 2026
Puljen til Miljø- og klimateknologi, der er et centralt redskab i landbrugets grønne omstilling, åbner først i slutningen af 2026. Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Tilskuddet til investeringer i miljø- og klimateknologi udgør som udgangspunkt 40 procent af projektets samlede tilskudsgrundlag i Miljø- og klimateknologiordningen. Arkivfoto
Den længe ventede ansøgningsrunde til Miljø- og klimateknologi-puljen, der skulle være åbnet den 30. oktober i år, udgår nu helt.
Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) i en pressemeddelelse.
I stedet sammenlægges ansøgningsrunden for 2025 med 2027-runden, og der bliver én samlet runde i slutningen af 2026, oplyser SGAV.
- De allerede udmeldte indsatsområder forventes også at være en del af runden i 2026 med en samlet pulje på 180 millioner kroner, skriver styrelsen.
IT-moduler skal bygges forfra
Baggrunden er overgang til en ny Cap-periode i EU og krav til IT-sikkerhed.
- Overgangen til en ny Cap-periode og krav til IT-sikkerhed gør, at alle IT-moduler til projektstøtteordninger skal bygges »fra bunden«. Den opgave har desværre vist sig større end forventet, siger vicedirektør i SGAV, Jon Simonsen.
Dansk Agroindustri har tidligere kritiseret, at ordningen – dagen før ansøgningsrunden åbnede og uden nærmere begrundelse – blev udskudt på ubestemt tid.
- Det her er helt sort. Puljen har været annonceret i lang tid, høringerne er gennemført, materialet er klar og alligevel stopper man den i sidste sekund. Og timingen kunne dårligt være værre, har direktør Claus Hermansen fra Dansk Agroindustri udtalt til Effektivt Landbrug.
Har brug for det nu
Han pegede på, at 33 pesticider udfases i perioden 2025-2026, og at landbruget har brug for alternative teknologier nu.
- Hos de danske landmænd er ventetiden reel. Udsigten til op til 40 procent i tilskud stopper alle investeringer. Der er ingen, der skriver under på noget som helst, hvis der lige om lidt kan være næsten halvdelen i tilskud, sagde han, og tilføjede:
- Hvis puljen ikke åbner, risikerer vi, at landmændene står med et forbud i den ene hånd og lange udsigter til de mekaniske løsninger i den anden.










































