Økologer presser på for en grønnere CAP
Landbrugsstøtte bør gå til fælles goder fremfor at være en indkomststøtte til landmænd – mener Økologisk Landsforening, der forleden var på lobbytur i Bruxelles.

Den kommende CAP-reform skal blandt andet godkendes af et flertal her i Europa-Parlamentet, ligesom EU-landenes regeringer skal sige god for den næste udgave af den europæiske landbrugspolitik. Fotos: Christian Ingemann
Medfinansieret af Den Europæiske Union
De synspunkter og holdninger, der kommer til udtryk her, er udelukkende afsenderens/afsendernes og afspejler ikke nødvendigvis Den Europæiske Unions holdning. Hverken Den Europæiske Union eller den tildelende myndighed kan holdes ansvarlige herfor

Der har ikke været meget luft i tidsplanen, da Sybille Kyed forleden var i Bruxelles.
Ikke færre end ni instanser i EU-systemet blev besøgt på blot to dage.
- Vi talte om dyrevelfærd, biodiversitet, vandmiljø, klima, mere mad og mindre foder samt naturligvis økologi som en fremtidig vej for det europæiske landbrug, fortæller den landbrugs- og fødevarepolitiske chef for Økologisk Landsforening.
Sammen med Morten Ejrnæs fra Danmarks Naturfredningsforening, Sophie Hastrup Christensen fra Dyrenes Beskyttelse, Hanne Lyng Winter fra Dansk Vegetarisk Forening og Stella Staunstrup fra Plantebranchen repræsenterede Sybille Kyed i Bruxelles den grønne alliance om EU’s landbrugsstøtte, der også tæller Rådet for Grøn Omstilling, Danmarks Biavlerforening, DOF BirdLife (Dansk Ornitologisk Forening) samt World Animal Protection Danmark.
Støtte til klimatiltag og dyrevelfærd
Det blev i den belgiske hovedstad til møder med den danske EU-repræsentation, BEUC – The European Consumer Organisation, kabinettet under landbrugskommissær Christophe Hansen, European Environmental Bureau, Institute for European Environmental Policy, EU-Kommissionens sekretariater for henholdsvis dyrevelfærd, miljø og landbrug – og naturligvis danske Europa-parlamentarikere. Sidstnævnte talte Rasmus Nordqvist (SF), Per Clausen (Enhedslisten) samt assistenter for henholdsvis Asger Christensen (V), Marianne Vind (S) og Niels Fuglsang (S).
- Vores vigtigste budskab var og er, at landbrugsstøtten bør bruges på en ny måde, så den ikke fungerer som indkomststøtte til landmændene, siger Sybille Kyed.
- I stedet bør støtten gå til det, vi kalder fælles goder: Altså lavere klimabelastning og kvælstofudledning til vandmiljøet, mere biodiversitet i det dyrkede land plus bedre dyrevelfærd. En sundere og mere levende jord og rent drikkevand er naturligvis også en del af dén debat, fordi vi jo argumenterer for mindre brug af såvel gødning som pesticider, forklarer hun.
Robust landbrug uden pesticider
Hos Økologisk Landsforening – eller Organic Denmark, som det hedder internationalt – bryder man sig ikke om, når økologien italesættes som en mindre niche, der blot skal supplere det konventionelle landbrug.
- Effektiviseringen af landbruget har skadet især biodiversiteten. Vi skal skabe et landbrug, der er så robust, at det netop kan fungere uden pesticider. Vi skal have en helt anden balance i vores fødevareproduktion, og her kommer man ikke uden om økologien, lyder det fra Sybille Kyed.

En grøn alliance fra Danmark på besøg i Bruxelles. Fra venstre ses Sybille Kyed fra Økologisk Landsforening, Hanne Lyng Winter fra Dansk Vegetarisk Forening, Morten Ejrnæs fra Danmarks Naturfredningsforening, Sophie Hastrup Christensen fra Dyrenes Beskyttelse samt Stella Staunstrup fra Plantebranchen.
Økologisk Landsforening er selv kommet med høringsforslag til en kommende udgave af den europæiske landbrugsreform, CAP’en, og har derudover sammen med de førnævnte grønne partnere formuleret fælles anbefalinger til den juridiske ramme og principperne for EU’s landbrugsstøtte efter 2027.
Det fælles forslag indeholder blandt andet det element, at den direkte indkomststøtte bør afvikles over de kommende to landbrugsstøtteperioder og erstattes af betaling for det, der benævnes fælles goder.
- Derfor er det også så vigtigt for os, at kravene til dyrehold kommer til at stå stærkere i CAP’en. Vi ser virkelig et behov for at stramme op på dyrevelfærd i staldene, siger Sybille Kyed.
- Jeg ved godt, at der mange steder hersker den opfattelse, at økologisk landbrugsproduktion kræver større arealer. Det gør det ikke. Hvis vi skal brødføde hele verdens befolkning, er vi netop nødt til at reducere i husdyrbestanden. Antallet af dyr bør styres af, at dyrene skal spille en positiv rolle i dyrkningssystemet. Så kan vi faktisk producere mad til endnu flere mennesker, lyder det fra Økologisk Landsforenings landbrugs- og fødevarepolitiske chef.
Skridt i den rigtige retning
EU-Kommissionen har foreslået et støtteloft på 100.000 euro – eller hvad der svarer til 750.000 kroner – pr. bedrift. Derudover lægges der op til, at jo flere hektar, jo mindre støtte pr. hektar.
- Vi ønsker en gradvis neddrosling af landbrugsstøtten, og på dén måde er kommissionens forslag et skridt i den rigtige retning. Vi ser det pågældende budgetforslag som et udspil, der kan blive begyndelsen på en omkalfatring af landbrugsstøtten i EU, siger Sybille Kyed.
- Efter min vurdering sender man et signal om, at indkomststøtten er på vej væk. Men det er en stor mangel, at man ikke har stillet forslag om et minimum obligatorisk budget til det grønne. Jeg får det indtryk, at EU-Kommissionen lægger det grønne slagsmål ud til medlemslandene. Jeg forstår strategien og bevæggrunden, men det svækker det grønne i en tid med en stor højredrejning i det europæiske samfund, mener hun.

- Jeg ved godt, at der mange steder hersker den opfattelse, at økologisk landbrugsproduktion kræver større arealer. Det gør det ikke, siger Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef for Økologisk Landsforening.
Sybille Kyed understreger, at hun er ret begejstret for den måde, hun og den grønne alliance altid bliver modtaget på i EU-land:
- Hvor er det skønt at opleve, at de gode folk i Bruxelles – som man godt kan synes er langt væk – stiller sig til rådighed for møder med repræsentanter for det europæiske, grønne civilsamfund. Det er det europæiske demokrati, som vi godt kan være stolte af, siger hun.
Følg EU's landbrugspolitik her i avisen
EU's fælles landbrugspolitik, Common Agricultural Policy (CAP), dikterer, hvilke regler danske landmænd skal følge for at få landbrugsstøtte, og hvilke muligheder der er for støtte. Den er altså af altafgørende betydning for, hvordan de danske landmænd skal drive deres landbrug i dagligdagen. Her i avisen følger vi hver uge diskussionerne om implementeringen af de mange tiltag, regler og støttemuligheder, der følger med CAP'en.
Hver uge vil vi beskrive, hvordan CAP'en påvirker de danske landmænd, hvilke positive og negative konsekvenser regler og pengepuljer har for dansk landbrug, og vi vil følge med i, hvilke problemer og løsningsforslag der dukker op.
Efter min vurdering sender man et signal om, at indkomststøtten er på vej væk
Sybille Kyed, Økologisk Landsforening - om den kommende CAP
































