- Det kan blive kaotisk
Manglende vejledning og mange nye ordninger får Bæredygtigt Landbrug til at frygte ny ansøgningsproces.

Jørgen Evald Jensen føler sig for dårligt informeret inden den nye EU-reform.
Først og fremmest er det alt det, han ikke ved om CAP-reformen, som fylder hos Jørgen Evald Jensen i disse uger. For en forsinket politisk aftale og et folketingsvalg har gjort, at Landbrugsstyrelsen endnu ikke er kommet med lige så fyldestgørende vejledninger som tidligere, mener den faglige direktør hos Bæredygtigt Landbrug.
- Vi kender det ikke godt nok i forhold til, at det træder i kraft om få dage. Der er en masse tvivlsspørgsmål, og det har været en stresset affære her i efteråret.
Mangler vejledning
Normalvis kommer der en vejledning fra Landbrugsstyrelsen, som man kan slå op i. Men det er der ikke kommet denne gang på grund af tidspres. Og det efterlader mange i landbruget en smule forvirrede, mener Jørgen Evald Jensen.
- Vi er simpelthen i tvivl om en masse fortolkninger. Man har ikke kunnet lave det hele færdigt, fordi der kom et folketingvalg i vejen. Med mange af reglerne har vi nogle formodninger, som vi så kan håne på er rigtige. Men det er lidt vildt, at vi er så usikre på så mange ting så tæt inden reformen, siger han.
Tvivl om dispensation
Der er således flere ændringer, hvor han ikke har kunnet opnå helt klare svar om konsekvenserne. Mange af tvivlspøgsmål handler om reglerne for afgrøderotation. De nye regler siger, at man ikke må have den samme afgrøde på samme mark tre år i streg. Men der er tvivl om gråzoner.
- Jeg har for eksempel en kartoffelavler, der har kørt på en dispensation. Vi ved ikke, om den dispensation kan køre videre. Vi er nødt til at gå ud fra, at det kan den ikke, men vi ved det reelt set ikke. Og det kunne jo være meget rart at vide med sikkerhed, siger Jørgen Evald Jensen.
Frygter ansøgning
Han frygter desuden, at den stressede optakt kommer til at give kaos, når landmændene skal starte deres ansøgninger. Især fordi der denne gang er et væld af nye tilskudsmuligheder i den direkte støtte.
Jeg kan godt frygte hvad der kommet til at ske, for vi har ikke været godt vant med it-systemerne. Nu er der så en masse tidspres samtidig med, at der kommer en del nye ordninger. Det kan jeg godt være nervøs for, siger han.
Forstår ikke brak
Indholdsmæssigt er det uden tvivl kravet om fire procent uproduktiv jord, der fylder mest hos Jørgen Evald og hans medlemmer.
- Det er rigtig ondt på mange landmænd. Ikke så meget rent økonomisk, men det gør ondt på deres stolthed. De forstår det ganske enkelt ikke. At man sænker produktionen, når der er fødevaremangel, det virker helt håbløst, lyder det fra den faglige direktør.