Debat: Urimeligt for nyetablerede at skulle betale skat af tilskud før udbetaling

Hvis nystartede bedrifter skal betale skat/afgifter af et tilskudsbeløb, de ikke har modtaget endnu, er det ikke befordrende for at få flere potentielle unge landmænd til at etablere sig som selvstændige landmænd, skriver formanden for Familielandbruget Vest-Jylland i dette debatindlæg.

Det er med stor ærgrelse og undren, at vi i Familielandbruget Vest-Jylland må konstatere, at der er alt for mange unge landmænd (m/k), som har ansøgt om unge-tilskud og fået tilsagn herom, men som efter lang tids sagsbehandling i Landbrugsstyrelsen endnu ikke har fået tilskuddet udbetalt!

På min hjemegn i Vestjylland har jeg hørt adskillige unge landmænd klage deres nød over disse yderst langsommelige sagsbehandlinger fra Landbrugsstyrelsens side.

Med den nuværende ordning for unge-tilskuddet er det hensigten, at tilskuddet skal kunne tælle som egenkapital til finansiering af en landbrugsejendom. Men når tilskuddet udebliver, skal de unge ofte have mellemfinansieret dele eller hele beløbet, som de har fået tilsagn om med dertil hørende renter.

Det er uholdbart, da unge nystartede landmænd i forvejen har en presset egenkapital og kassekredit at trække på.

- Den situation kan vi simpelthen ikke være bekendt at bringe unge landmænd i

Urimeligt

Jeg har netop snakket med et medlem, der har ansøgt unge-tilskuddet og fået tilsagn herom, men som ikke har fået det udbetalt endnu. Han skal til at betale skat af beløbet nu, da det tilhører regnskab året 2023. Det er jo helt galt!

Nystartede bedrifter har ikke råd til at betale skat/afgifter af et beløb, de ikke har modtaget endnu. Den situation kan vi simpelthen ikke være bekendt at bringe unge landmænd i!

Og situationen er bestemt ikke medvirkende til at få flere potentielle unge landmænd til selv at investere i egen bedrift og dermed etablere sig som selvstændige landmænd.

Det er vel ellers netop det, som skulle være hensigten med dette unge-tilskud?

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også