Digitale kurser kan løfte arbejdet i stalden
Otte forskellige kurser tager fat i den basale viden om, hvordan vi passer grisene, hvad det er vigtigt at holde øje med i stalden, etc.

For selv de meget erfarne medarbejdere er der også mulighed for at blive udfordret med ny viden med en række nye, digitale kurser. Foto: LMO
Af Nikolaj Stidsen, LMO Svinerådgivning
Det kan være svært for nytilkomne til de danske svinestalde at vide præcis, hvordan man bærer sig ad med at løse de forskellige opgaver, når man producerer grise i Danmark.
Derfor er det oplagt, at man som driftsleder eller ejer sørger for at bruge alle de muligheder, der er tilgængelige lige nu. Det kan eksempelvis være Seges’ digitale kurser om dansk svineproduktion, som er gratis tilgængelige resten af året på www.seges.dk/akademi/digitalekurser/grise.
Der er tale om otte forskellige kurser, som tager fat i den basale viden om, hvordan vi passer grisene, hvad det er vigtigt at holde øje med i stalden, etc. Og som rådgiver kan jeg fuldt ud støtte op om initiativet.
Tager fat i glemt viden
Det første kursus i rækken hedder Velkommen til Dansk svineproduktion og henvender sig i høj grad til østeuropæiske medarbejdere, som lige er kommet til Danmark.
Kurset fortæller på en god måde det helt basale om dansk svineproduktion; hvor stor er produktionen, og hvordan man som medarbejder skal agere, når man arbejder med grise i forhold til karantæne o.lign.
Det er gældende for alle otte moduler, at de på en god og pædagogisk måde får formidlet en stor del af den viden, vi andre med mange års erfaring tager for givet og nemt kan glemme, når vi introducerer nye medarbejdere på ejendommen.
Så selvom det kan lyde som spild af tid for personalet, at de skal bruge tid ved computeren for at se film og modtage undervisning, så er det faktisk et rigtig godt supplement til den viden, vi selv giver til de nye elever.
Hvert modul afsluttes med en lille test til at sikre, at medarbejderne har forstået indholdet i modulet.
Brug kurset i fællesskab
En anden måde at anvende de digitale kurser kan være ved et fælles personalemøde.
Her kan man som driftsleder vise et af de otte moduler og drøfte med medarbejderne, hvordan de i praksis får udført arbejdet, så der altid er sikret en kvalitetssikring af de basale forhold.
Som rådgiver ser vi, at udfordringer fra tid til anden kan være undgået, hvis blot alle medarbejdere eksempelvis vidste, hvordan man kontrollerer, at vandforsyningen er tilstrækkelig. Kurserne er en måde, hvorpå I kan tage diskussionen med alle jeres medarbejdere.
Flytning af grise
For selv de meget erfarne medarbejdere er der også mulighed for at blive udfordret med ny viden.
Her vil jeg fremhæve modulet Flytning af grise. Det lyder banalt og som noget, vi har ret godt styr på. Men selv for de mest erfarne er der små tips til, hvordan man med fordel kan placere sig i forhold til dyrene, når de skal flyttes.
Til kurserne er der rigtigt gode videoer til diskussion af, hvordan I håndterer det fælles arbejde med flytning af grise, og hvorfor det måske giver udfordringer og frustrationer fra tid til anden.