Af Johannes Frandsen, product portfolio manager, Seges Digital Husdyr

Med en stadig større del »digitalt indfødte« medarbejdere på bedrifterne er der al mulig grund til at lade SmartKoen være et dagligt arbejdsredskab blandt alle i stalden.

Med SmartKoen foretages registreringer direkte på mobilen i det øjeblik, hvor for eksempel kalven øremærkes efter fødsel. Dét betyder mindre risiko for at få registreret forkert dyrenummer eller for at få byttet om på mødre og kalve – som faktisk stadig er en hyppig fejlregistrering. Det mindsker sedler med ulæselige tal, lommeuld og fluepletter og du sparer både tid og hukommelse, når du får registreringen fra hånden med det samme.

Med opslag på enkeltdyr kan du hurtigt finde supplerende oplysninger til en observation i stalden, for eksempel forventet kælvning eller dato for sidste behandling.

SmartKoen bruges allerede flittigt. Vores nyeste tælling siger 1.400 brugere på cirka danske 1.000 bedrifter. Vi arbejder hele tiden på at få flere funktioner tilført SmartKoen og dermed »ud hvor det sker«, men uden at gå på kompromis med, at det skal være tilgængeligt og let at bruge i dagligdagen.

Indberettes af den, der behandler

Funktioner som fortjener en særlig kommentar, er hele området omkring Behandlinger. Du kan registrere alle behandlinger, du selv foretager. Behandlinger fra besætningsdiagnose hvor du hurtigt kan lave »Dagens behandlinger« og med den nye »Behandling uden diagnose« kan du registrere behandling opstartet af din dyrlæge. Inden længe vil du også kunne se medicinregnskabet på Smartkoen som støtte og kontrol, når du skal tælle medicinbeholdningen op.

Gør det til en god vane, at den der behandler, også er den der registrerer behandlingen i SmartKoen. Det mindsker fejlkilder og giver ejerskab. Desværre hører vi indimellem, at der er en modstand mod at give ansvaret for netop medicinregistreringerne fra sig. Har du det sådan? Så overvej lige dette: Hvis din medarbejder er kompetent nok til at vælge rette medicin i skabet, fylde korrekt mængde i sprøjten og derefter sprøjte det rigtige dyr korrekt og forsvarligt, kan vedkommende nok også lære at registrere det i SmartKo-en, mon ikke?

På bedriften kan I have hvert jeres login til SmartKoen: Det sikrer, at både ejer og ansatte kan være trygge ved, at man har adgang til præcist det, der er brug for, hverken mere eller mindre. Desuden kan I altid kan se, hvem der har registreret hvad og kan følge op. Som ejer kan du uddelegere adgang til alle medarbejdere uden merpris, det gør du via Landmand.dk eller via DMS.