Tag ejerskab til dine økonomiske data
Regnskab fylder meget i alle landmænds liv – og jeg kan ikke love dig, at du ikke kommer til at bruge tid på den disciplin i fremtiden.
Til gengæld tør jeg godt love dig, at du kan gøre din forretning skarpere og skabe mere værdi på bundlinjen, hvis du bruger dine økonomidata optimalt og udnytter de mange løsninger, vi kan tilbyde unikt til dig og dine kolleger.
I mine øjne er der ingen vej udenom – du skal tage ejerskab til din økonomistyring og være skarp på potentialerne. Både ved at sikre at dine data bliver lagt ind i systemet i realtid, og ved efterfølgende at udnytte den viden, det giver.
Det er en nødvendighed for at have et professionelt afrapporteringsværktøj. Og det er nødvendigt for at vide, hvordan det går i din virksomhed. Hvad er din fremstillingspris? Hvordan går det med foderomkostningerne? Og er der styr på likviditeten? Hvor ligger potentialerne, og hvor er de ømme tæer?
Simpel adgang
Vi har været så heldige at få et væld af inputs fra en stor gruppe landmænd, så vi i dag kan præsentere løsninger, der er overskuelige og lettilgængelige. Og vi arbejder hele tiden på at gøre både udtryk og indhold bedre.
Med andre ord skal du have simpel adgang til de informationer, der skaber mest værdi for dig – præsenteret på en pæn og enkel måde.
Og der er masser af muligheder at komme efter. I dag har vi løsninger, der sikrer, at dine regninger bogføres med det samme i stedet for at havne i den støvede bunke og afvente næste revision eller moms.
Derudover er opdelingen mere detaljeret, hvilket giver dig et bedre overblik og en aktuel status på de respektive regnskabsposter. Det gør, at du har indsigt i din økonomi på en ny måde – nemlig indsigt i pris og enheder for alle leverandører i realtid.
Realtid
Vi har også løsninger, der virker som et opdateret cockpit i din virksomhed. Her får du et beslutningsgrundlag i realtid, som du kan tilgå præcis på det tidspunkt, hvor du har brug for det. Det opdateres dagligt, og du har et overblik over de væsentligste økonomiske poster lige ved hånden og dermed en glimrende mulighed for at styre din virksomheds udvikling.
Vi arbejder på, at du i fremtiden kan benchmarke dig selv op imod relevante grupper i betalingsøjeblikket, så eksempelvis dine enhedspriser, betalingsbetingelser, timepriser, foderpriser eller renteudgifter kommer under lup og får et aktuelt tjek i forbindelse med, at du betaler dine fakturaer.
Skaber værdi
Disse unikke muligheder kan vi tilbyde dig, fordi vi samler data fra en meget stor gruppe landmænd. Og alle de data kan vi bruge til at skabe værdi for dig og dine kolleger og styrke konkurrencekraften.
Det kræver bare én ting: At du vil med på rejsen og sætter dig selv bag rattet. Og har du brug for starthjælp, kan du altid svinge omkring din rådgiver.
Rigtig god tur!





































