Råvarehandel: - Tiden er ikke til pistolsalg
Skal man handle med råvarer, er det vigtigt, at man ikke lader sig kue af frygten for tomme lagre. I stedet skal man holde sig til sin strategi, lyder budskabet fra John Jensen fra AgroMarkets

John Jensen, handelsrådgiver, AgroMarkets. Arkivfoto
- Stigende priser er godt for landbruget på et generelt plan. Men udfordringen er, at omkostningerne følger med. Så selvom afregningspriserne er bedre, stjæler omkostningerne for meget, siger John Jensen fra AgroMarkets.
Som tiderne er nu, er renterne stadig høje, mens råvarepriserne er på vej nedad, og det stiller særlige krav til, hvordan man agerer på markedet.
- Råvarerne steg først i pris, så fulgte renterne efter. Det er sådan, markedet fungerer, at udsvingene er forskudt af hinanden. Når det som nu, går den anden vej, forbliver renten høj, mens råvarepriserne falder, siger John Jensen fra AgroMarkets.
Køb til rigtige priser
Derfor er det afgørende, at man får købt til de rigtige priser. For nok skal samhandelspartnerne også tjene penge, men ifølge John Jensen er tiderne ikke til, at man skal takke ja til »pistolsalg«.
- Den usikkerhed, der tidligere har været, i forhold til, om der er varer nok, er forduftet. Der er alle de varer, vi skal have. Så derfor skal man ikke føle sig presset af indikationer om restvarer og tomme lagre. I stedet skal man tage udgangspunkt i sin handelsstrategi og handle, når man gerne selv vil, siger John Jensen.
Vær mere offensiv
For John Jensen betyder det, at man tager skeen over i den anden hånd. I stedet for at sidde og vente på, at man får et opkald, skal man så tidligt som muligt danne sig et overblik, hvad man har behov for at foretage af indkøb.
- Når du så er klar til at købe, skal du kontakte en lille håndfuld firmaer, som du gerne vil handle med, og indhente tilbud fra dem. Det ligger der en opgave i, men det er en måde at sikre, at man får de bedste priser. Vi skal væk fra rammeaftalerne og over til prisrytteri, siger han.