I år kan kinesernes enorme efterspørgsel trække de europæiske slagtesvinenoteringer opad i de kommende måneder i stedet for den nedtur, der sædvanligvis er på denne tid af året. Smågriseprognose opjusteret lidt.
Danske Svineproducenter opjusterer sin prisprognose for første halvår af 2020.
- Udsigten på grisemarkedet er fortsat positiv. Den tyske slagtesvinenotering er steget til 1,85 euro, men kunne ikke nå 2,00 euro i sommermånederne. I september/oktober måned plejer de europæiske slagtesvinenoteringer at falde. I år er det imidlertid sandsynligt, at slagtesvinenoteringerne ikke falder markant på grund af den gode efterspørgsel i Asien. Det kan endog være, at kinesernes enorme efterspørgsel trækker de europæiske slagtesvinenoteringer opad i de kommende måneder, skriver Danske Svineproducenters markedsanalytiker Markus Fiebelkorn i prognosen.
- Udsigten på grisemarkedet er fortsat positiv
Danske Svineproducenters nye smågriseprisprognose
Lige nu hælder han til, at den kinesiske efterspørgsel udligner sæsonprisfaldet, og det holder også smågrisenoteringerne forholdsvist stabile.
- Det er sandsynligt, at den sæsonmæssige nedtur på smågrisemarkedet, som vi ellers plejer at se fra august til oktober måned, udebliver i år. En mindre korrektion i de kommende uger kan imidlertid ikke udelukkes, skriver Markus Fiebelkorn.
Balance
Det vil bremse en prisoptur, at Kina nu igen accepterer større importmængder svinekød fra USA, vurderer analytikeren.
- Vi regner med, at der kommer en mindre priskorrektur i løbet af fjerde kvartal, men at prisopsvinget derefter fortsætter. Man skal have i baghovedet, at den største del af den europæiske svineproduktion fortsat skal afsættes i Europa og ikke i Asien. Derfor må man heller ikke blive alt for euforisk i forhold til 2020. Udsigten er fortsat meget god, men den nuværende markedssituation viser, hvor svært det er at opnå højere priser på det europæiske kødmarked, lyder det fra Markus Fiebelkorn.
Seges’ prognose for den beregnede notering blev opdateret den 18. september. Danske Svineproducenter kommer med en ny smågriseprisprognose den 3. december.
mip