Alle varebiler over to tons, der anvendes i forbindelse med en virksomheds aktivitet, skal registreres fra første juli. Det har du nok læst før, men en del medlemmer hos Dansk Byggeri har alligevel stillet en række tvivlsspørgsmål, og dem har Færdselsstyrelsen nu forsøgt at svare på.
Grundlæggende betyder de nye regler, at også biler på papegøjeplader skal registreres. Det er kun biler, der udelukkende anvendes privat, der ikke skal registreres. For at der kan være tale om firmakørsel, må transportopgaven kun være en hjælpefunktion, det vil sige en mindre del, i forhold til virksomhedens samlede aktiviteter.

Ved firmakørsel forstås kørsel med gods, der tilhører den pågældende virksomhed. Der er også tale om firmakørsel, hvis virksomheden kører med gods, som denne lejer, udlejer, låner eller har i sin besiddelse med henblik på køb, salg, fremstilling, behandling, bearbejdning eller reparation.

Leasingselskab skal kontaktes
Der skal pr. første juli ligge en udskrift af registreringsattestens del 1 i bilen. Du skal altså bestille en ny attest på papir hos Motorstyrelsen. Det er tilladt at have en kopi af attesten i bilen, hvilket også Færdselsstyrelsen anbefaler.

I forbindelse med leasingbiler kan brugeren godt foretage selve registreringen i motorregistreret, men da leasingselskabet ejer bilen, skal selskabet bestille selve udskriften, og du er nødsaget til at kontakte dem herom. Dansk Byggeri har været i dialog med leasingselskabernes brancheforening, og flere selskaber opkræver ikke betaling for deres arbejde med at bestille og sende nye registreringsattester.
Du registrer varebiler, som anvendes til firmakørsel på motorregistister.skat.dk, under menuen »registrering og rediger tilladelse«.

Finans