Dyrskueformand: - Vi arbejder fortsat videre mod dyrskue i år

At LandboNord har tænkt sig at aflyse henholdsvis Hjørring og Fjerritslev Dyrskue får ikke formanden for det Fynske Dyrskue, Torben L. Povlsen til at ryste på hånden.

At aflyse Det Fynske Dyrskue på dette tidspunkt, hvor alle kigger frem mod mere genoplukning og flere vaccinationer, ville dyrskueformand Torben L. Povlsen ikke finde rigtigt.

- Vi oplever en meget stor opbakning fra vores udstillere og andre samarbejdspartnere, som ser frem til igen at kunne afholde Det Fynske Dyrskue 12 til 14 . juni, lyder det fortrøstningsfuldt fra dyrskueformanden ovenpå gårsdagens udmelding fra LandboNord om, at de aflyser dyrskuerne i Fjerritslev og Hjørring i 2021.

Torben L. Povlsen er ked af at LandboNord vælger at stoppe med planlægningen af deres dyrskuer 2021.

- Vi arbejder stenhårdt med at få synliggjort for Kulturministeriet og Erhvervsministeriet, at dyrskuer i Danmark er familiebegivenheder, der foregår under kontrollerede forhold i de lyse timer af døgnet på lige fod med f.eks. zoologiske haver, herregårds forlystelsesparker, Bakken og andre familieforlystelser. Vi tror på, at vi kan afholde et højkvalitets dyrskue, samtidigt med at vi indpasser corona-restriktioner, så vores udstillere og gæster får en super oplevelse, siger han

Hvorfor LandboNord føler behov for at aflyse allerede på nuværende tidspunkt vil Torben L. Povlsen ikke gøre sig til dommer over. Andet end at sige, at han mener, at en afholdelse af et dyrskue godt vil kunne forsvares sundhedsmæssigt, hvis restriktionerne overholdes.

alexander@effektivtlandbrug.dk
telefon 61 22 67 55

Læs også