Fjerritslev Dyrskue samlede land og by
Fjerritslev markerede sig endnu en gang som et attraktivt samlingspunkt for land og by, da årets udgave af Fjerritslev Dyrskue arrangeret af Agillix blev afviklet i flot forårsvejr.

Med perfekt dyrskuevejr besøgte 2.500 mennesker Fjerritslev Dyrskue. Her var over 200 dyr tilmeldt bedømmelse. Fotos: Agillix
Dyrskuepladsen i Fjerritslev var fyldt med liv, dyr, aktiviteter og fællesskab, da Agillix afholdt Fjerritslev Dyrskue. Denne gang med over 200 dyr til bedømmelse, så der var nok af aktivitet i ringen, og alle de andre steder på pladsen, som gennem dagen havde 2.500 besøgende.
- Det har været en rigtig god dag. Vi er taknemmelige for den store opbakning – både fra de mange gæster og alle dem, der har været med til at skabe dagen. Det gælder dyreudstillerne, maskinudstillerne, madsælgerne, og dem der ellers har været med til at hjælpe til. Det har været en dag fyldt med gode oplevelser i dejligt dyrskuevejr. Ikke for varmt og uden truende regnbyger – selvom vi efterhånden godt kan bruge lidt vand til afgrøderne, siger formanden for dyrskuet, Jørgen Vigsø.
I år dannede dyrskuet endnu en gang en festlig ramme om det traditionsrige møde mellem land og by. Her kunne de besøgende opleve dyrene på nært hold – herunder kødkvæg, malkekvæg, heste og får.
Mange børnefamilier havde valgt at lægge vejen forbi, og dyrskuet bød som altid på masser af oplevelser for de yngste gæster.
Skuets bedste dyr
I løbet af dagen blev de tilmeldte dyr bedømt af skuets dommere. Vinderne i de forskellige kategorier blev blandt andet:
Malkekøer
Skuets bedste ældre Holstein gik til John Korsgaard Klit fra Fjerritslev
Skuets bedste yngre Holstein gik til John Korsgaard Klit fra Fjerritslev
Skuets bedste Holstein-yver gik til John Korsgaard Klit fra Fjerritslev
Skuets bedste malkekvægsbesætningsgruppe gik til John Korsgaard Klit fra Fjerritslev
Skuets næstbedste malkekvægsbesætningsgruppe kom fra Rægaard I/S
Skuets bedste Jersey gik til Christoffer Østergaard Sunesen fra Aars
Skuets bedste kvie kom fra Christoffer Østergaard Sunesen fra Aars
Kødkvæg
Skuets bedste køddyr kom fra Jan Larsen fra Øster Assels
Skuets bedste kødkvægsbesætningsgruppe kom fra Troels Andersen fra Nibe
Skuets næstbedste kødkvægsbesætningsgruppe kom fra Nørgaard I/S fra Thisted
Skuets bedste dyr af egen avl kom fra Troels Andersen fra Nibe
Skuets bedste handyr kom fra Jan Larsen fra Øster Assels
Skuets bedste hundyr kom fra Jan Larsen fra Øster Assels
Skuets bedste kødkvægspar kom fra Neergaard Charolais fra Fjerritslev
Heste
Skuets bedste hest gik til shetlandspony fra Birgitte Christensen fra Dybvad



































