Der var dejligt solskin og en let brise hele dagen, da Dyrskuet Thy-Mors’ bedømmelser af kvæg, heste og får blev gennemført.

- Det fine vejr gav god stemning blandt både udstillere og gæster på dyrskuepladsen i Thisted, hvor et markant større publikum end sidste år strømmede til for at opleve dyr, maskiner og aktiviteter, lyder det fra arrangørerne i en pressemeddelelse.

Kvægudstillingen havde vokseværk blandt både malke- og kødkvæg. Hos Holstein var der dog en sikker og suveræn vinder i en fire-årig rødbroget malkeko fra Jan og Bjarne Gravesen, Øster Vandet ved Thisted, der både blev kåret som racens bedste, som superko og for flotteste yver. En ko der må ventes at blande sig i toppen, når der til juli er landsskue i Herning.

Samme besætning fik også titlerne som bedste yngre Holstein, bedste besætningsgruppe og bedste derby-ko med hjem.

Hos jerseykøerne var titlerne mere spredt på flere dyr og blev delt mellem Tastum Jersey fra Stoholm og Engholm Jersey fra Erslev.

Hos kødkvæget var en fire-årig charolaisko fra Mads Bjerregaard, Hov ved Thisted, dagens vinder som bedste kødkvægsdyr og den ene halvdel af bedste par.