Kærlighed til is blev til spændende levevej
Nygård Ismejeri & Gårdbutik ved Grindsted er historien om en landbofamilies store kærlighed til is, der på få år er gået fra fritidsinteresse til en spændende levevej med stor succes. Den hjemmelavede bondegårds-is kan ses og ikke mindst opleves og smages i forbindelse med Ribe Dyrskue
Er man vild med is, går man ned og køber én – men er man familien Dahl ved Grindsted, starter man da sit eget ismejeri – med produktion af is lavet på mælken fra egne køer.
Familien består af Pia og Peder Dahl og de tre voksne børn Caroline, Emma og Frederik. I det daglige er det Frederik, der står for den daglige produktion af is, mens både han og Pia primært står for salget i butikken.
Ellers er hele familien involveret i ismejeriet alt efter hvad tid, studier og andet tillader det.
- Vi er en familie der bare elsker is og synes det er sjovt og interessant at lave, forklarer Pia Dahl, der tilføjer, at ideen tog form for fem år siden, og siden har udviklet sig, så man i dag har 55 forskellige slags is – ligesom der løbende kommer flere til.
Inspirationen for Nygård Ismejeri var fra start, og er stadig, hjemmelavet is af egne og lokale kvalitetsråvarer - inspireret af både kendte fabriks-is, og egne opskrifter og is-varianter.
Og at opskriften på Nygård Ismejeri bare har været rigtig, vidner både salg og interesse for den hjemmelavede gård-is om. Både via salg fra lokale butikker og supermarkeder, og især fra gårdbutikken i forlængelse af ismejeriet ved Grindsted, hvor både lokale, men også turister i den grad, har fundet vej til.
Drømme for fremtiden
Frederik Dahl står for den daglige isproduktion. Og det er hans heltidsbeskæftigelse da han i sommers blev student. Interessen for is er stor – det samme er fremtidsdrømmene og planerne for Nygård Ismejeri.
- Det kunne være egen butik i en større by som eksempelvis Billund, forklarer Frederik Dahl, der ikke læger skjul på, at han synes det er fedt at have sit eget og være ude og møde kunderne – og ikke mindst det sjove i, hele tiden at udvikle og finde på nye ting inden for is.
Og hans søstre, Caroline og Emma, der begge læser i Aarhus, har da også for længst luftet ønsket om, at det kunne være dejligt med en is-butik i den store studieby.
- Men indtil videre holder vi os til nærområdet omkring Grindsted, lyder det samstemmende fra Frederik og Pia.
Glade for dyrskuer
Nygård Ismejeri vil være at finde på Ribe Dyrskue, som man har været med til flere gange.
Dyrskuer er langt fra en ukendt ting for familien, hvor man tidligere har deltaget med køer og heste på både Varde Dyrskue samt Landsskuet i Herning.
På Ribe Dyrskue er det is, der er på menuen og kan ses og opleves – og både Pia og Frederik glæder sig.
- Der er en stor hygge ved at være til dyrskue, og hvor vi kan præsentere vores bondegårds-is til byboerne, siger Pia Dahl, der samtidig håber på godt is-vejr til dyrskuedagen – altså sol og varme.
Nygård Ismejeri har sin egen is-trailer - en mobil kugleformet is-bar, der vil kunne opleves på Ribe Dyrskue.
Se mere på www.nygaardismejeri.dk