Det Fynske Dyrskue: Nytænkende erfaring på børnedyrskuet
Når årets fynske dyrskue løber af stablen til juni, er det 53 år siden, at Jette Nielsen var med første gang. Sammen med Lars Toftdahl står hun for ledelsen af børnedyrskuet.

Jette Nielsen står for ledelse af børnedyrskuet. Her ses hun tilbage i 2019, hvor der sidst blev afholdt dyrskue. Selvom det er 53 år siden, at hun første gang var med i forberedelserne, glæder hun sig til at komme i gang igen. Arkivfoto
Jette Nielsen har været med på børnedyrskuet siden 1969, hvor hun kom i lære hos den daværende leder af børnedyrskuet Henrik Kyed, kaldet »Onkel Henrik«.
- Udstillere den gang var for det meste landbobørn, som kom med deres kalve, får, geder samt fjerkræ - ponyerne kom fra Odense Ponyklub og Dalumgård Ridecenter. De lavede nogle flotte opvisninger i den store ring, erindrer Jette Nielsen.
Slog rekorder
I 1992 tog Jette Nielsen over på ledelsesdelen, og i 1994 slog børnedyrskuet alle rekorder og kunne præsentere 217 udstiller.
I 1996 kommer Lars Toftdahl med i ledelsen og Jette Nielsen fremhæver, at de er et godt team.
- Vi udvikler i fællesskab børnedyrskuet, og kunne i 1998 kalde os »Nordeuropas største børnedyrskue«.
Deles om opgaver
Lars Toftdahl og Jette Nielsen deles om opgaverne.
- Jeg tager mig af dommere, deres frokost, præmier og sponsorer, morgenbuffet til udstillere og så videre, mens Lars tager sig af planlægning af alle konkurrencer, lister, indkvartering af udstillere samt meget mere, fortæller Jette Nielsen.
Udviklet og nytænkt
Som årene er gået, har Jette Nielsen og Lars Toftdahl i fællesskab udviklet og nytænkt, så der nu også holdes grillaften, aftenshow med familie konkurrencer og andet, hvor alle bliver rystet sammen.
- Vi har et super forhold til udstillere og forældre, som aldrig er bange for at give en hånd med.
- To år uden det rigtige børnedyrskue, har været forfærdeligt, så nu glæder jeg mig til alle forberedelserne går i gang, og vi forhåbentlig får alle tiders dyrskue, slutter Jette Nielsen.