Det var en lettet direktør fro Messecenter Vesthimmerland, som i slutningen af sidste måned lyttede med, da statsministeren fjernede de sidste restriktioner. For selvom kvægfagmessen har troet på det hele tiden og planlagt derefter, gav det alligevel lige anledning til at sænke skuldrene lidt ekstra.

Nu er det sikkert og vist. Agro Nord finder sted onsdag den 9. marts. Og udstillerne i både staldene og på maskin- og produktudstillingen er også mere end klar, oplever messecenteret.

- Udstillerne er bare klar, de glæder sig. Og det er både dyre- og maskinudstillerne. Det så vi allerede i efteråret til Kimbrerskuet. Folk vil bare rigtig gerne ud, siger Brian Otte, som er direktør i Messecenter Vesthimmerland.

Derfor er efterspørgslen efter en stand også allerede så langt, at Brian Otte ikke er bange for at sige, at alt bliver udsolgt.

- Agro Nord er rigtig populær. Der er lidt udskiftning blandt udstillerne. Nogle kommer ikke i år, og nye kommer til, men langt de fleste stande er allerede solgt, siger direktøren.

Kvægfagmesse i topform

Også blandt dyreudstillerne er forventningerne høje.

- Tilmeldingerne kommer ind, og jeg tror på, at antallet lander på den gode side af, hvad det plejer, siger Brian Otte og tilføjer:

- Det var også det, vi oplevede til Kimbrerskuet, hvor der kom rekordmange dyr. Så vi glæder os bare rigtig meget.

Agro Nord, som de fem nordlige Dansk Holstein Avlsforeninger står bag, fortsætter det nye »show« fra 2020, hvor kåringen af blandt andet Miss Agro Nord er flyttet til aftenens program, og så bliver det selvfølgelig krydret med lidt nyt.

Agro Nord blev sidst afholdt i 2020 få dage inden, at landet lukkede ned. Nu er landet »åbent« igen, og Agro Nord er mere end klar til at skyde dette års dyrskuesæson i gang med et brag af en kvægfagmesse.

Agro Nord 2022

Onsdag den 9. marts

  • Avlsmateriale indenfor dansk og udenlandsk kvægavl

  • Præsentation af afkomsgrupper og elitekøer

  • Maskin- og erhvervsudstillere med fokus på kvægbrug