Stor interesse for hestedelen på Roskilde Dyrskue

Efter to års fravær er hesteudstillere og showdeltagere tilbage på Roskilde Dyrskue, og interessen for at være med har været enorm.

- Der er et stærkt sammenhold på dyrskuet, både via vores egen forening, men også fra andre steder, siger Annette Hedlund, formand for Dansk Tinker Forening. Foto: Henning K. Andersen - Der har været så stor interesse for at være med i hesteudstillingen på Roskilde Dyrskue, at man har været nødt til at afvise nogle, fortæller Helle Lyngfeldt, der blandt andet er ansvarlig for dyr og shows på dyrskuet.

Dyrskuetid er også tid for udstilling, showoptrædener og konkurrencer for hesteavlere og -ejere. Og det vil man traditionen tro kunne se ved selvsyn på Roskilde Dyrskue.

- Og det bliver efter den gode gamle opskrift, fortæller Helle Lyngfeldt, der er ansvarlig for blandt andet dyr og show på dyrskuet.

- Det bliver i store træk som tidligere. Vi har den traditionelle Roskilde-kvadrille, hvor vi viser så mange hesteracer som overhovedet muligt, som er udstillet. og så kommer der nogle raceshowindslag derimellem, siger hun og fortsætter:

- Nogle racer har jubilæum, og så er der nogle med, der bare har lavet shows. Det bliver festligt og farverigt, siger Helle Lyngfeldt.

Måtte afvise deltagere

Og der har været stor interesse for at stille op med heste på Dyrskuepladsen i Roskilde, oplyser hun.

- Vi har faktisk været nødt til at afvise nogle showindslag, og det skyldes, at vi har begrænset tid, og der er også staldforholdene at tage lidt hensyn til, forklarer Helle Lyngfeldt, der har stor ros til de deltagere, der stiller op, og som gør sig umage i forbindelse med shows på dyrskuet.

- De gør et virkelig stort stykke arbejde. Vi begynder jo allerede i februar med at de skal have sendt showindslag ind med en beskrivelse af, hvordan det skal foregå, og så sidder vi og udvælger, hvad det er, og hvordan det passer sammen, så det ikke alt sammen bliver kvadriller eller det samme, siger hun og fortsætter:

- Vi prøver jo at stykke det alsidigt sammen, med store heste, og små heste, og så går det jo ellers i gang. Nogle har jo syet nærmest siden i februar, og har syet kostumer, trænet, gået banen rundt til fods og har øvet. Nogle har nu været ude og ride og køre det igennem. Så det er et kæmpe arbejde, der er gået bag.

Stiller op med tinker

Blandt hesteudstillerne på Roskilde Dyrskue er Annette Hedlund fra Vemmelev nær Slagelse. Hun er formand for Dansk Tinker Forening, og stiller på dyrskuet op sammen med kæresten Kenneth og hendes mor, der sammen med hende driver et mindre stutteri, Stald Hedlund, med fokus på netop tinkerheste.

- I år har vi to to-års tinkerheste af egen alv med, og så har vi en goldhoppe med. Goldhoppen skulle have været udstillet sidste år, hvor hun var fem år, men derefter falder de for aldersgrænsen, for de må kun være goldhopper, til de er fem, fortæller Annette Hedlund og fortsætter:

- Men så var Roskilde Dyrskue rigtig flinke, og sendte ud, at vi selvfølgelig gerne måtte have den hoppe med, når vi nu havde tilmeldt den sidste år. Så det var vi rigtig glade glade for.

Stærkt sammenhold

Hun er spændt på at vende tilbage til dyrskuet på den anden side af corona-pandemien.

- Nu har vi ikke været ude i flere år, så jeg må sige, at vi trænger rigtig meget til det. Og det er vores ferie, og vores sociale fællesskab i Dansk Tinker Forening, der trækker rigtig meget, siger hun.

Og der er stor gensynsglæde forbundet med dyrskuet, synes hun.

- Det kan man godt kalde det. For der er et stærkt sammenhold på dyrskuet, både via vores egen forening, men også fra andre steder, hvor jeg har kendskab til mange forskellige mennesker. Det er også publikum, der kommer. Der kommer mange, som man kender hist og herfra. Det er et samlingspunkt for rigtig mange mennesker, siger hun.

Flere og flere udstiller

Dansk Tinker Forening har i år 20-års jubilæum. Hesten, der kom frem via sigøjnere, blandt andet i Storbritannien efter 2. verdenskrig, har fået tag i flere danskere, og det har også fået betydning for dens udbredelse, også på Roskilde Dyrskue.

- Vi er også vokset som forening, og det har betydet, at flere og flere i foreningen er begyndt at udstille på dyrskuet, siger Annette Hedlund og fortsætter:

- I en årrække var det kun nogle enkelte, men det synes jeg også, har bredt sig meget mere ud, og det gør jo også, at vi som forening, og det fællesskab, vi har, er blevet meget større. Ikke nok med at vi har 10 heste, der skal udstilles i år, så har vi også et rigtig stort showhold, der også kommer, siger hun.

Udover at være et socialt samlingssted, er Roskilde Dyrskue også et godt sted at vise hestene frem, mener Annette Hedlund.

- En tinkerhest er en familiehest, og en hest til enhver smag. Og for os, er det noget, der samler familien. Det stutteri, vi har, er både med min kommende mand, min mor og mig, der ejer det, siger hun og fortsætter:

- Så det er flere generationer, der arbejder på at få en så renracet hest som muligt. Og det er et privilegie, for det er også noget, der er med til at øge sammenholdet mellem os.

Læs også