Klar og parat til dyrskuestart

Efter to års dyrskuetørke grundet corona, er de sidste forberedelser til 2022-udgaven af Det Sønderjyske Fællesdyrskue i gang til skuet, der skydes i gang fredag den 3. juni.

I år vil dyrskuepladsen igen summe af masser af gæster på dyrskuet, der normalt trækker omkring 20.000 gæster til over de to dyrskuedage. Arkivfoto Masser af maskiner at se på skuet, hvor også skuets flotteste stande kåres. Hans Holm Maskinforretning A/S er i år igen blandt udstillerne, og har flere gange tidligere fået kåret sin stand som skuets flotteste. Arkivfoto: John Ankersen

Forberedelserne har været i gang længe, og alt imens coronaen er stilnet af og restriktionerne væk, har forberedelserne og arrangeringen af 2022-udgaven af Det Sønderjyske Fællesdyrskue tage til i styrke.

Fredag den 3. juni går det løs, når det traditionsrige dyrskue skydes i gang på dyrskuepladsen ved Hjelmalle i Aabenraa.

Der er lagt op til et spændende program både fredag og lørdag, hvor både mange udstillere på pladsen og flotte dyr fra udstillere vil indtage dyrskueringene til bedømmelse.

På fredag åbner dyrskuet for publikum kl. 9.00, og herefter går bedømmelserne af de første dyr i gang inden for malkekøer, kødkvæg samt får og geder.

Kort før middag vil de første udpegninger af ærespræmier for de bedste dyr finde sted. Hér vil samtidig den prestigefyldte titel som ”Miss Malkeko 2022” blive uddelt.

Kl. 12.00 er der officiel åbning af dyrskuet efterfulgt af dyrskuefrokost i telstet, hvor også offentliggørelsen af skuets bedste stande vil finde sted.

Kødkvæg i topklasse

Fredag eftermiddag indledes med kåringerne af topdyrene inden for kødkvæg med kåringen af bedste tyr, bedste ko med og uden kalv, samt bedste kvie.

Eftermiddagen vil også byde på hesteshow samt opvisning med politihunde. De to underholdsningsevents vil også kunne opleves på lørdag eftermiddag i dyrskueringen.

Desuden vil får og geder blive præsenteret i ringen.

Heste og kvæg i ringen

Lørdag vil i den grad stå i hestenes tegn. Allerede om morgenen vil hestene blive præsenteret i ringen inden bedømmelse og udpegning af de bedste dyr vil finde sted om formiddagen.

Efter kåringen af skuets bedste heste, er det igen kvæget der kommer på benen – eller rettere – i ringen.

Kort før middag vil der være opstilling af besætningsgrupper inden for malkekvæg, mens eftermiddagen indledes med mønstringskonkurrence for både heste og kvæg.

Fra kl. 15.30 er der præsentation af ærespræmiedyr i ringen, inden årets udgave af Det Sønderjyske Fællesdyrskue slutter kl. 17.00.

Læs også