Nu skydes dyrskuesæsonen i gang i det nordjyske

På lørdag er der Fjerritslev Dyrskue.

Nu kan man begynde at glæde sig. Nordjyllands første udendørs dyrskue i år er mere end klar til at tage imod både udstillere og besøgende på lørdag den 21. maj. Det sker på Brøndumvej i Fjerritslev til Fjerritslev Dyrskue 2022 efter to års coronapause.

- Vi har været meget spændte, men heldigvis kan vi se, at både dyretilmeldingen og tilmeldingen til erhvervs- og maskinudstillingen er på niveau med 2019, og det er tilfredsstillende, siger Jørgen Vigsø, som har været formand for Fjerritslev Dyrskue siden jul.

Dyrene går i ringen

I ringene vil man kunne opleve både malkekøer, kødkvæg, heste og får. 148 dyr er tilmeldt. Herunder rekord mange kvæg – 117 styk i alt.

En af kvægudstillerne, og tidligere formand for skuet, Jonna Bach, stiller, sammen med familien, igen med deres jerseykøer. Heriblandt en ældre genganger, 03072, som fyldte 14 år i sidste måned.

Det er kombinationen af en høj alder, høj produktion og et flot ydre, som gør, at familien igen har tilmeldt koen, der har fået 10 kalve og taget flere ærespræmier med hjem fra Fjerritslev Dyrskue tidligere.

- Jeg håber da, at hun kan tage en ærespræmie igen, men det er nu ikke derfor, hun kommer med. Det er, fordi jeg synes, at en ko med den alder og ydelse, og som stadig ser pæn ud og kan gøre sig på dyrskuer, skal vises frem. Yveret er jo lige så flot som en meget yngre ko, fortæller Jonna om koen, som har givet knap 120.000 kg EKM.

Familien Bach stiller med fire andre jerseykøer og en kalv, som børnebørnene skal trække til børnedyrskuet.

Maskinudstillerne er klar

Også erhvervs- og maskinudstillingen er på niveau med 2019.

- Det er vi rigtig glade for. Der sker en stor udvikling i landbruget lige nu, og vi var her efter corona lidt spændte, men det må siges at være tilfredsstillende, siger Jørgen Vigsø.

På pladsen vil man blandt andet kunne møde, Vølund Varmeteknik og MGM Boilers, som står klar med energiløsninger.

J. Hundahl, Midtfjord Agro, Brdr. Thorsen Maskincenter og Thy-Mors Udmugning og Maskinservice vil være klar med de nyeste maskiner og produkter til både mark og stald. Mens John Frandsen Landbrug står klar til en snak om ejendomsmarkedet foruden en lang række andre udstillere.

Antal tilmeldte dyr

Fjerritslev Dyreskue

Malkekvæg 60

Holstein 53

Jersey 7

Kødkvæg 57

Angus 10

Grauvich 3

Gl. Jysk 2

Dexter 2

Hereford 5

Charolais 22

Limousine 13

Heste 18

Jydsk 3

Oldenborg 1

Frieser 1

Fjordhest 3

Dartmoor 2

Fell pony 1

Shetlænder 7

Får 13

Islandsk 4

Landrace 5

Texel 4

Fast udstiller klar igen

En af udstillerne er Thy-Mors Udmugning og Maskinservice, Snedsted, som har været fast udstiller i Fjerritslev siden år 2000 – nogle år endda som eneste maskinhandler.

De kalder sig selv en blandet maskinforretning med salg af traktor, maskiner og et stort knowhow indenfor staldmekanisering.

Virksomheden har 13 mand ansat, syv servicebiler plus en lille ladbil med kran.

Seneste nyt er, at Thy-Mors Udmugning og Maskinservice er blevet Skiold servicepartner efter 35 års samarbejde.

Thy-Mors Udmugning og Maskinservice startede i 1986, hvor Jan købte sin gamle læreplads DLAM, hvor han begyndte som arbejdsdreng i 1979.

I dag forhandler virksomheden blandt andet McCormick, Landini, Schæffer, Pöttinger og Kongskilde for bare at nævne nogle mærker. Flere af dem vil blive vist frem på standen til Fjerritslev Dyrskue.

Læs også