Alt er klart til dyrskue i Aabenraa

Efter to års dyrskuetørke grundet corona er de sidste forberedelser til 2022-udgaven af Det Sønderjyske Fællesdyrskue i gang til skuet, der skydes i gang fredag.

I år vil dyrskuepladsen igen summe af gæster på dyrskuet, der normalt trækker omkring 20.000 besøgende til over de to dyrskuedage. Arkivfoto

På fredag går det løs, når det traditionsrige dyrskue skydes i gang på dyrskuepladsen ved Hjelmalle i Aabenraa. 

Dyrskuet åbner for publikum kl. 9.00, og herefter går bedømmelserne af de første dyr i gang inden for malkekøer, kødkvæg samt får og geder. Kort før middag vil de første udpegninger af ærespræmier for de bedste dyr finde sted. Hér vil samtidig den prestigefyldte titel som »Miss Malkeko 2022« blive uddelt.

Kl. 12.00 er der officiel åbning af dyrskuet efterfulgt af dyrskuefrokost i teltet, hvor også offentliggørelsen af skuets bedste stande vil finde sted.

I år er det 61. gang, at Det Sønderjyske Fællesdyrskue kan opleves – et skue med stolte traditioner og en historie, der går helt tilbage til 1937.

Dengang som nu vil topdyr inden for malkekvæg, kødkvæg, heste, får og geder kunne ses og opleves ved præsentation og bedømmelse i dyrskueringen.

160 udstillere

På dyrskuepladsen kan publikum opleve godt 160 udstillere inden for både landbrug og andre erhverv og interesser, og der vil være noget for enhver smag.

- Igen i år er det også lykkedes os at få nye udstillere med på skuet, oplyser Mette Friis Sørensen, der er koordinator for Det Sønderjyske Fællesdyrskue.

Fredag formiddag er alle børneinstitutioner og skoler inviteret til at besøge Dyrskuet. De har vist stor interesse for at komme, og det er Naturmælk og Kohberg, der er værter for morgenmad til alle børn.

Dyr i topklasse

Fredag eftermiddag indledes med kåringerne af topdyrene inden for kødkvæg med kåringen af bedste tyr, bedste ko med og uden kalv, samt bedste kvie.

Eftermiddagen vil også byde på hesteshow samt opvisning med politihunde. De to underholdningsevents vil også kunne opleves på lørdag eftermiddag i dyrskueringen. Desuden vil får og geder blive præsenteret i ringen.

Lørdag vil i den grad stå i hestenes tegn. Allerede om morgenen vil hestene blive præsenteret i ringen inden bedømmelse og udpegning af de bedste dyr vil finde sted om formiddagen.

Efter kåringen af skuets bedste heste er det igen kvæget, der kommer på banen – eller rettere – i ringen.

Kort før middag vil der være opstilling af besætningsgrupper inden for malkekvæg, mens eftermiddagen indledes med mønstringskonkurrence for både heste og kvæg.

Fra kl. 15.30 er der præsentation af ærespræmiedyr i ringen, inden årets udgave af Det Sønderjyske Fællesdyrskue slutter kl. 17.00.

Styr på logistikken

Det kræver planlægning og styr på logistikken, når et dyrskue som det sønderjyske skal foregå. Omkring 20.000 gæster ventes at besøge skuet over de to dage.

- Som noget nyt er alle de gamle staldbygninger og bomme nu fjernet, og alle dyr bliver derfor opstaldet i telte og ved nye bomme. Det bliver spændende at opleve, hvordan det kommer til at fungere. Tilbage i 2019 var malkekvæg og nogle af hestene i teltstalde, og det fungerede rigtig godt. Både for udstillere og publikum, tilføjer Mette Friis Sørensen.

I år vil der være parkering for publikum på Aabenraa Havn med gratis shuttlebus til dyrskuepladsen.

Det Sønderjyske Fællesdyrskue finder sted fredag den 3. juni og lørdag den 4. juni – begge dage fra klokken 9 - 17.

Læs også