Velbesøgt dyrskue i Thisted

Dyrskuet Thy-Mors blev taget godt imod af både udstillere og gæster.

Med et besøgstal på minimum samme niveau som tidligere blev dyrskue-traditionen efter to års corona-nedlukning lørdag genoplivet på bedste vis midt i Thisted by. Samtidigt meldte udstillerne af dyr og maskiner, at det var en god oplevelse, at Dyrskuet Thy-Mors var tilbage.

- At vi fik et par kraftige regnbyger midt på dagen, kan derfor ikke ødelægge vores store glæde over, at alt klappede, og at hverken publikum eller udstillere har glemt, hvor dejligt det er at være på dyrskue, siger Kim Jørgensen, formand for Dyrskuet Thy-Mors.

Flere nye udstillere

Formanden bemærkede sig, at der blandt udstillere af både dyr og maskiner var flere helt nye udstillere, som ikke er i tvivl om, at de kommer igen til næste år. Ligesom tidligere udstillere nød at være tilbage på den velindrettede dyrskueplads.

Det gælder for eksempel John Hulstrøm fra Hillerslev, der har udstillet kaniner på dyrskuets store udstilling af smådyr i ikke mindre end 65 år og hentede en ærespræmie for sin Tysk Kæmpe Schecke.

Thorkild Regnhold Nielsen fra Himmerland, der har udstillet får i 40 år, var tilfreds med at have skuets bedste får, men glædede sig mindst lige som meget over, at en ny, ung udstiller, Thomas Noe Brogaard fra Hellerød på Thyholm, kunne tage hjem fra sit første besøg på dyrskuet som indehaver af skuets bedste vædder.

Børn fik indblik i landmandslivet

Dyrskuet Thy-Mors blev åbnet af Leif Gravesen, formand for Fjordland, der står bag arrangementet. Han roste i sin tale den store opbakning til dyrskuet, der allerede dagen før viste sig, da cirka 3.000 børn og voksne besøgte dyrskuepladsen til arrangementet »Landbruget i børnehøjde«.

Her giver lokale landmænd og guider børn fra Thy, Mors og Thyholm et indblik i landmandslivet med dyr, maskiner og fødevarer.

- Der kommer jo nye børn til verdenen hver dag, så det at vise et stolt erhverv frem går aldrig af mode, sagde Leif Gravesen. Formanden måtte dog indrømme, at det var med en underlig fornemmelse at stå og kigge ud over en fyldt plads med masser af flotte dyr og maskiner, og så vide at der i den anden ende af Europa er krig på fuldt blus.

- Det sætter tingene meget i perspektiv, og det kan være svært at se, hvad fremtiden bringer, sagde han og fortsatte:

- Men uanset at verdenen er af lave, må vi ikke glemme at dyrke hverdagen, samtidig med at vi dyrker vore afgrøder, passer vores dyr og husker på at fokusere på det, vi kan gøre noget ved.

VINDERDYR PÅ DYRSKUET THY-MORS

Malkekvæg

Bedste besætningsgruppe: Fra Tastum Jersey ved familien Søgaard, Tastum ved Stoholm

Bedste RDM: Niels Holger Nordendahl Nielsen, Nykøbing Mors

Bedste ældre DH og bedste yver: I/S Lille Djernæs ved Mogens og Erling Futtrup, Tvorup ved Thisted

Bedste yngre DH: Kr. O. Dahlgaard, Harring ved Snedsted

Bedste DRH: Kristian Nielsen, Hørdum ved Snedsted

Guldko: I/S Lille Djernæs ved Mogens og Erling Futtrup, Tvorup ved Thisted

Derby-ko: Jan og Bjarne Gravesen, Ø. Vandet ved Thisted

Derby-kalv: Jan og Bjarne Gravesen, Ø. Vandet ved Thisted

Bedste ældre Jersey: Tastum Jersey ved familien Søgaard, Tastum ved Stoholm

Bedste yngre Jersey: Niels Bak Veje, Erslev på Mors

Kødkvæg

Bedste kødkvægsdyr:  Løngaard Charolais & Jan Larsen, Lønnerup ved Thisted (Charolais)

Bedste tyr på tværs af racer: Løngaard Charolais og Jan Larsen, Lønnerup ved Thisted (Charolais)

Bedste hundyr på tværs af racer: Jan og Anders Larsen, Storup ved Øster Assels (Charolais)

Bedste kødkvægspar: Sønderskov Blåkvæg

Heste

Bedste hoppe på tværs af racer: Søgaards Luchy Punch, Stald Søgaard ved Gitte og Anja Søndergaard, Nykøbing Mors (Dansk Sports Pony)

Bedste Shetlænder: Thybo’s Milla, Anna-Vibeke Espersen, Thyholm

Får

Bedste vædder på tværs af racer: Thomas Noe Brogaard, Hellerød på Thyholm (Texel)

Bedste får på tværs af racer: Thorkild Regnhold Nielsen, Hornum ved Aars (Texel)

Læs også