Borgmester: Dansk landbrug fører på alle parametre

At livet på landet ikke er det samme, som det var engang, blev bemærket i åbningstalen på Fjerritslev Dyrskue. Det blev dog glemt for en stund på denne festdag, hvor land og by mødtes.

Maskinudstillerne meldte om en god dag med mange besøgende ved deres stande. Det lykkedes at finde plads til alle dyrene, som i år mødte talstærkt op.

- Tænk, at vi kan mødes igen i år her på denne fantastiske plads som Dyrskuepladsen i Fjerritslev, den er. Med de lysegrønne farver og med solen i fuld vigør. Ja, det giver jo bare den rigtige dyrskuestemning her i 2023, lød det fra Mogens Gade, borgmester i Jammerbugt Kommune, da han bød velkommen til Fjerritslev Dyrskue i sin åbningstale.

Han kom med det samme ind på de stolte traditioner, der er forbundet med dyrskuer, hvor både to- og firebenede er trukket i deres stiveste pus og er indstillet på at tage sig ud fra deres bedste side hele dagen.

- Vi har flotte dyr, vi har søde dyr, vi har nyttige dyr, ja de er her alle sammen, og i dag skal vi bare nyde synet af dem og måske få lov til at klappe dem lidt, sagde Mogens Gade, som også nævnte de imponerende maskiner, der ligeledes blev vist frem på pladsen.

- I dag er det netop landbrugets festdag, hvor der gæstfrit inviteres inden for til hygge, til sjov og til spænding – en dag hvor land og by kan mødes, fastslog borgmesteren yderligere.

Livet på landet er under forandring

Mogens Gade kom også ind på, at dansk landbrug er under fast forandring og har været det i rigtig mange år efterhånden.

- Sammen med faget og rammerne, ja, så er der liv rundt omkring på gårdene stadigvæk. Og det liv, der i det hele taget leves på landet, har jo også ændret sig meget gennem årene, bemærkede han og fortsatte:

- Nu aktuelt er et folketings flertal i gang med at gøre det endnu sværere at leve på landet på rimelige vilkår. Og det på trods af at alle partier hævder, at de ønsker liv på landet og liv i lokalsamfundene.

Den landbrugsidyl og landlige idyl, der besynges og har gjort det i rigtig mange år i kunst, kultur og film, kan således ifølge borgmesteren, nogle gange være langt fra den virkelighed, vi oplever i dag.

- Landbruget bliver beskudt fra mange sider helt uretfærdigt, fordi landbruget er med på beatet i forhold til de opgaver, der findes, både nationalt og globalt, men jo også lokalt, understregede Mogens Gade og fastslog:

- Dansk landbrug er nemlig med på deres opgave i forhold til den grønne omstilling, i forhold til klima og i forhold til dyrevelfærd.

På alle parametre mener borgmesteren således, at dansk landbrug fører med flere længder, når det gælder andre sammenlignelige landbrugslande.

En landbrugskommune

Borgmesteren slog fast, at landbruget med andre ord følger med tiden – og at der er mange grunde til at fejre landbruget, som på Fjerritslev Dyrskue.

Han kom også ind på, at Jammerbugt Kommune er stolt af at være en landbrugskommune, og at de oplever landbruget som en vigtig og velvillig samarbejdspartner og medspiller i de fælles opgaver, der er.

- Det, vi er stolte af, er ikke nok med, at landbruget bespiser os alle sammen, så bidrager det også positivt til økonomien, både lokalt, nationalt og globalt. Og i tillæg får vi gule og grønne marker, ligesom der er heste og køer på række, forklarede Mogens Gade og fortsatte:

- Det kan jo godt være, at den højt besunget landbrugsidyl ikke helt holder stik i dag, men der er nu alligevel noget særligt ved det liv, der leves på landet. Det er jo ikke ren og skær opdigtning, at der er højt til himlen og langt ud til horisonten.

Læs også