Kom helt tæt på dyrene, nyd madpakken eller få en snak med nogle af de unge, der har valgt at uddanne sig til landmand.
På minibondegården kan du opleve alle gårdens dyr samlet på ét sted. Et perfekt sted at kigge forbi, hvis du vil klappe kalven, kigge til koen eller få taget et billede af dig selv i halmladen sammen med et par af de små kyllinger.
På minibondegården kan du også støde på høns, heste, grise, geder og gæs, som hver især har deres egne små stalde og indhegninger.
Udover at komme helt tæt på gårdens dyr er minibondegården også et rigtigt godt sted at holde et velfortjent hvil. Her er gode muligheder for at finde en hyggelig krog, hvor du kan nyde madpakken på en af minibondegårdens mange halmballer.
Minibondegården passes af elever fra Dalum Landbrugsskole, som også kan fortælle meget mere om uddannelsen til landmand, hvis du overvejer at gå på landbrugsskole.
Minibondegården finder du til højre for hovedindgangen. Her kan du både opleve livet på landet i miniudgave udenfor og indenfor.