Komplette løsninger inden for grøn energi

At finde den helt rigtige varmeløsning til kunderne begynder med en behovsafdækning – derfor er kommunikation afgørende, lyder det fra en teknisk konsulent, som er klar til Hjørring Dyrskue.

Vølund Varmeteknik står klar med telt og vogn fyldt op med forskellige løsningerne indenfor blandt andet varmepumper og pillefyre, når Hjørring Dyrskue slår portene op.

-Vi har alt indenfor grøn energi, fastslår Brian Holmberg, teknisk konsulent, Vølund Varmeteknik.

Vølund Varmeteknik har over 140 års erfaring i varmeløsninger og henvender sig til såvel private som erhverv.

- Vi tilbyder hele spektret – og vi laver løsninger, så de passer til folks huse, siger Brian Holmberg og tilføjer:

- Vi vil gerne lave komplette løsninger til folks hjem.

Energikrise blæst op

Sidste års store fokus på energi kunne også mærkes hos Vølund Varmeteknik.

- 2022 ser vi som en fuldstændig unaturlig oppustet boble inden for energi, siger Brian Holmberg og henviser til, at man kunne høre og læse om energikrisen alle vegne.

- Selvfølgelig er der blevet en afmatning i forhold til det, vi forventede i 2023, men vi er stadig 26 procent foran i forhold til 2022 omsætningsmæssigt allerede nu på de første fire måneder, fortsætter han.

Brian Holmberg peger dog på, at der altid vil være nogen, som kan finde hullerne i osten.

- Og mener, at vi har spist af vores ordrestokke – og det kan også godt være, at vi har lidt, men alt andet lige kan vi tydeligt mærke en afmatning – og den er igen mediebestemt, slår han fast.

Han nævner blandt andet snakken om fjernvarme, som tales op, men at der ikke kan tages en beslutning om, hvor man skal hen med det.

- Så pacificerer man hele markedet, understreger han og hentyder til, at der i det hele taget opleves et afventende om end meget positivt marked.

- Vi lever alligevel – og vi tror på, at når vi når efter sommerferien, så begynder folk at ryste pelsen efter den inflation og alle de ting, der har været efter dem, vurderer Brian Holmberg og tilføjer:

- Nogle gange er folk også nødt til at tage en beslutning.

Kundens behov skal kortlægges

Det lidt afventende marked gør dog ikke, at de 73 ansatte hos Vølund Varmeteknik går med hænderne i lommen.

- Vi har masser at lave og er godt tilfredse, selvom man selvfølgelig altid kunne ønske sig mere, fortæller Brian Holmberg og fortsætter:

- Det vi nok er lidt ramt af, det er, da markedet var så anspændt, og at vi ikke kunne få reservedele og komponenter.

Vølund Varmeteknik oplever lige nu størst efterspørgsel på luft-til-vand varmepumper.

- Det er nok 70-75 procent, uddyber Brian Holmberg, som også her slår fast, at det gælder om at finde den helt rigtige løsning til det enkelte hus.

Her spiller kommunikationen med kunden en afgørende rolle, og det er vigtigt at få behovsafdækningen på plads til at starte med.

- Vi er nødt til at finde noget, der opfylder kundens behov, og så kan vi snakke pris bagefter, påpeger Brian Holmberg.

Kommunikation er vigtig

Vølund Varmeteknik lægger ifølge Brian Holmgaard en ære i at have glade og tilfredse slutbrugere – og derfor stiller de også krav til, at tingene bliver lavet efter de rigtige forskrifter.

- Der stilles fem års totalgaranti på alle vores produkter – og der er mulighed for at forsikre vores produkter i op til 16-18 år efterfølgende, forklarer Brian Holmberg.

De vvs’ere, som Vølund Varmeteknik samarbejder med, bliver uddannet på eget akademi i Herning.

- Så bliver de simpelthen uddannet i at montere og servicere alle produkterne – til gengæld får kunden noget tryghed, lyder det fra Brian Holmberg.

Læs også