Forskere advarer: Regningen for klimaskader i afgrøder kan blive otte gange større
Ifølge et studie har klimadrevet varme og tørke allerede reduceret udbytterne af verdens vigtigste afgrøder. Forskerne vurderer, at de økonomiske tab kan vokse markant frem mod år 2100, hvis udledningerne ikke reduceres, selv om usikkerheden er betydelig.

Et nyt studie omtalt af New Scientist vurderer, at stigende varme og tørke allerede har reduceret udbytterne af majs, hvede og soja med omkring 3,5 procent globalt. Arkivfoto
Ifølge New Scientist har klimaforandringer allerede reduceret udbytterne af majs, hvede og soja med omkring 3,5 procent på verdensplan. Et nyt studie anslår, at de årlige økonomiske tab for landbruget svarer til mere end 20 milliarder dollar.
Forskerne fra International Institute for Applied Systems Analysis, IIASA, har koblet FAO data om høstudbytter med historiske oplysninger om varme og tørke. Analysen bygger på udbytter fra 1974 til 2004 og vurderer derefter udviklingen fra 2007 til 2019.
- Tre procent eller deromkring lyder måske ikke af meget, men det er en stor påvirkning af det globale fødevaremarked, som regionalt kan udløse en alvorlig krise, siger Kai Kornhuber, forsker ved International Institute for Applied Systems Analysis til New Scientist.
Resultaterne peger på, at hyppigere hedebølger og tørke allerede har haft en målbar effekt på produktionen af de tre afgrøder. Beregningerne viser samtidig, at de største økonomiske tab rammer store producentlande som USA, mens de alvorligste samfundsmæssige konsekvenser kan ramme lavindkomstlande, hvor en stor del af befolkningen lever af landbrug.
Store usikkerheder
Forskerne har også beregnet udviklingen frem mod år 2100. I et scenarie med høje udledninger vurderes de globale udbytter at falde med omkring 35 procent, mens de årlige økonomiske tab kan overstige 161 milliarder dollar.
Studiet omfatter kun majs, hvede og soja. Det medregner heller ikke skader fra oversvømmelser, storme eller kraftig nedbør og tager heller ikke højde for, at mangel på afgrøder kan presse priserne op.
Andre forskere vurderer, at de statistiske metoder kan overvurdere konsekvenserne på lang sigt, fordi de ikke nødvendigvis beskriver fremtidens klimaforhold tilstrækkeligt præcist. Holdet bag studiet fastholder dog, at den valgte metode er velegnet til at belyse effekten af ekstreme varme og tørkeepisoder.






































