HVIS ET ERHVERV skal sætte sin underskrift på sin egen afvikling, bør gevinsten herved selvsagt være enorm. Trepartsaftalen, der med udtagning af 400.000 hektar landbrugsjord og en komethale af kvælstofkrav, er på vide stræk netop en underskrift på landbrugets afvikling, og ikke på den udvikling, nogen i toppen må have vurderet, man blev stillet i udsigt. Det ved vi nu. End ikke i toppen af L&F aner man i disse uger sine levende råd. Man synes mere solgt end købt i det politiske spil.

OM DEN STORE, forkromede trepartsaftale nogensinde bliver til noget, kan man have sin stadig stærkere tvivl på. Alene de juridiske aspekter, eller manglen på samme, kan trække ud i et enormt efterspil ved landets domstole, når staten begynder at snuppe landmændenes jorde uden en erstatning, der står mål med de værdier, politikerne vil tage fra landmændene. Og den dag kommer, tyder meget på.

MERE OG MERE tyder i vores optik også på, at dele af landbruget i sin iver efter at sidde med ved forhandlingsbordet har spillet sig selv helt umulige kort i hænde. Og nu sidder man, malet op i et hjørne, hvor ingen aner sine levende råd. Mange ved simpelthen ikke engang, hvad de reelt skal så efter høst for ikke at komme i karambolage med fremtidens love og regler. Det er grotesk.

DET MESTE AF det, der foregår, udspringer af politisk ønsketænkning. Det lyder nemlig enormt godt, når man helt fra statsministerposten og nedefter kan fremtone på tv og fortælle befolkningen om en historisk, grøn trepartsaftale. Nærmest med en tåre i øjenkrogen.

MEN DET ER bare et politisk scenarie, der kører i ring. I 2009 vedtog et bredt flertal i Folketinget f.eks. en flere hundrede millioner kroner dyr »grøn transportpolitik« med transportminister Lars Barfoed (K) i spidsen. Målet var at flytte gods fra landevejene til godstog. Det er gået stik modsat. Procentvis transporteres stadig mere på fleksible lastbiler og mindre på ufleksible godstog. Trafikøkonom professor Mogens Fosgerau fra Københavns Universitet kalder det i Jyllands-Posten for politisk »ønsketænkning« at bruge penge på at forsøge at gøre godstransporten mere klima- og miljøvenlig samt at lette trafikken på vejene.

TILSYNELADENDE BLIVER DEN store trepartsaftale også politisk ønsketænkning uden hold i virkelighedens verden. Nok er der blevet kæmpet fra mark til mark, vandopland til vandopland og vådområde til vådområde i de lokale treparter. Men er vi reelt kommet videre, hvis planen set fra landbruget var, at landbruget skulle have arbejdsro på de arealer, der blev blåstemplet til produktion i trepartsaftalen? Nej. Produktionsscenariet kan ingen landmænd i dag genkende. Ligesom ingen kan gennemskue, hvad der venter om det politiske hjørne efter høst.

VI ER NU nået dertil, hvor der skal siges helt klart og helt tydeligt fra over for fremtidens politiske ønsketænkning på landbrugsområdet. Vil det føre til »konfrontation« med den siddende regering? Sandsynligvis. Men flere underskrifter på erhvervets afvikling i den grønne ønsketænknings hellige navn er ikke en farbar vej for dansk landbrug. Alle landmænd, vi taler med, f.eks. under avisens aktuelle Høst-Tour, giver udtryk for en desperation, en magtesløshed og en opgivenhed, som vi aldrig har oplevet før. Noget skal ske. Og det er ikke flere underskrifter på erhvervets afvikling, der skal til.

TILSYNELADENDE BLIVER DEN store trepartsaftale også politisk ønsketænkning uden hold i virkelighedens verden. Nok er der blevet kæmpet fra mark til mark, vandopland til vandopland og vådområde til vådområde i de lokale treparter. Men er vi reelt kommet videre, hvis planen set fra landbruget var, at landbruget skulle have arbejdsro på de arealer, der blev blåstemplet til produktion i trepartsaftalen? Nej. Produktionsscenariet kan ingen landmænd i dag genkende. Ligesom ingen kan gennemskue, hvad der venter om det politiske hjørne efter høst.

VI ER NU nået dertil, hvor der skal siges helt klart og helt tydeligt fra over for fremtidens politiske ønsketænkning på landbrugsområdet. Vil det føre til »konfrontation« med den siddende regering? Sandsynligvis. Men flere underskrifter på erhvervets afvikling i den grønne ønsketænknings hellige navn er ikke en farbar vej for dansk landbrug. Alle landmænd, vi taler med, f.eks. under avisens aktuelle Høst-Tour, giver udtryk for en desperation, en magtesløshed og en opgivenhed, som vi aldrig har oplevet før. Noget skal ske. Og det er ikke flere underskrifter på erhvervets afvikling, der skal til.