45 procent mere trækkraft: Nu kan du selv opleve gyllemaskinen
Valtec inviterer til demokørsel med den nye Vervaet Hydro Trike 3.0, som byder på ny drivlinje, større kabine og markant højere trækkraft.

Den nye Vervaet Hydro Trike 3.0 demonstreres den 4. og 5. august ved Ølgod og Toftlund, hvor interesserede kan opleve maskinen i praktisk markarbejde. Foto: Valtec
Valtec inviterer den 4. og 5. august til demokørsel med den nye Vervaet Hydro Trike 3.0, som for første gang kan opleves i Danmark. Den hollandske producents nyeste generation af den femhjulede gyllemaskine bliver vist frem ved Ølgod og Toftlund, hvor interesserede kan komme med på en tur i maskinens nye kabine.
Ny drivlinje
Den nye Hydro Trike Gen3 er udstyret med en helt ny drivlinje, som ifølge Vervaet giver 45 procent større trækkraft end den hidtidige model. Maskinen drives af en Mercedes MTU motor på 530 hestekræfter kombineret med en VSG 2.0 transmission. Kølesystemet har samtidig fået 50 procent større kapacitet.
Den femhjulede model, som kommer til Danmark, har en drevet midteraksel med hjulreduktionsgear og aksialmotorer, der ifølge producenten giver op til 30 procent ekstra trækkraft på akslen.
Maskinen leveres som standard med en Börger fortrængningspumpe med en kapacitet på op til 13.500 liter i minuttet samt Vervaets cyklonskærer. Som ekstraudstyr kan den udstyres med Vervaet Superfill, der reducerer fyldetiden med op til halvandet minut. Modellen kan desuden leveres med dansk kran.
Større komfort
En væsentlig nyhed er den nye Claas X11 kabine, som er større end tidligere og giver forbedret udsyn. Kabinen har opdateret armlæn og kørehåndtag. Apple CarPlay kan vælges som ekstraudstyr, mens køleskab er standard.
Ifølge Bjarne Tang fra Valtec er der god plads til en passager, og interesserede kan derfor komme med ud på marken under demonstrationerne.
Demokørslen finder sted tirsdag den 4. august ved Ølgodvej mellem Horne og Ølgod samt onsdag den 5. august på Skovsbjergvej 5 ved Toftlund. Begge dage køres der fra klokken 9 til 16.





































