Nye regler skal gøre vejen til markedet lettere for laboratoriedyrket kød i Storbritannien
Britiske fødevaremyndigheder har offentliggjort fire nye vejledninger, der skal gøre det lettere for virksomheder at få godkendt laboratoriedyrket kød og andre nye fødevarer.

Foto: Ivan Radic via Flickr
Food Manufacture skriver, at de britiske fødevaremyndigheder Food Standards Agency og Food Standards Scotland har offentliggjort fire nye vejledninger, der skal hjælpe virksomheder med at navigere i reglerne for laboratoriedyrket kød og andre nye fødevarer.
Vejledningerne omhandler blandt andet krav til fødevarehygiejne, de videnskabelige krav ved vurdering af cellebaserede produkter, anbefalinger til ansøgninger om markedsføringstilladelse samt retningslinjer for smagstest.
Materialet er udviklet gennem Cell Cultivated Products Sandbox Programme, som blev lanceret i marts 2025 og løber frem til februar 2027. Programmet samler myndigheder, forskere, universiteter og virksomheder for at skabe en fælles forståelse af, hvordan de eksisterende fødevareregler skal anvendes på cellebaserede produkter.
- Cellebaserede produkter repræsenterer en helt ny front for fødevareindustrien, og vi ønsker, at virksomhederne får det tydeligst mulige billede af, hvad der kræves for at bringe sikre produkter på markedet, siger Thomas Vincent, vicedirektør for innovation i Food Standards Agency.
Klarhed for virksomheder
Ifølge de britiske fødevaremyndigheder skal vejledningerne gøre godkendelsesprocessen mere gennemsigtig og effektiv, samtidig med at fødevaresikkerheden fastholdes. Myndighederne vurderer desuden, at større klarhed om reglerne kan gøre det lettere for virksomheder at investere i og opskalere produktionen af nye fødevarer.
Som en del af programmet kan virksomheder, der udvikler cellebaserede produkter, frem til februar 2027 få rådgivning direkte fra eksperter hos Food Standards Agency og Food Standards Scotland.





































