Nogle steder er der totalskade: Hagl og skybrud ødelægger afgrøder i Bayern
Korn, majs og grøntsager er ramt af omfattende skader efter voldsomt uvejr i den sydtyske delstat Bayern. Det bayerske landbrugsforbund vurderer, at tabene løber op i millioner og efterlyser hurtig offentlig hjælp til de berørte bedrifter.

Landbruget i Bayern er kendt for produktionen af grønsager, men flere steder i regionen har ekstremt vejr ødelagt store dele af afgrøderne. Arkivfoto.
Et kraftigt uvejr med storm, skybrud og hagl har forårsaget omfattende skader på landbruget i den nordlige del af den sydtyske delstat Bayern.
Uvejret ramte om aftenen den 14. juli især landbrugsområder omkring storbyen Nürnberg. Blandt de hårdest ramte områder er Knoblauchsland nord for Nürnberg, som er kendt for en omfattende produktion af grøntsager.
Ifølge det bayerske landbrugsforbund, Bayerischer Bauernverband (BBV), blev stående afgrøder af hvede og raps ødelagt, mens der på nogle majsmarker kun står bladløse stængler tilbage. Også andre landbrugsområder nord og vest for Nürnberg blev ramt af uvejret. Særligt hårdt ramt er produktionen af specialafgrøder.
- Især frilandsafgrøder som grøntsager og tobak er nogle steder beskadiget i en grad, der svarer til totalskade, siger Peter Köninger, formand for BBV’s regionale afdeling i Mittelfranken.
Uvejret har også beskadiget plastdrivhuse, tage på landbrugsbygninger og skovområder. Det skriver forbundet i en pressemeddelelse.
Skader for millioner
De første vurderinger peger på skader for et millionbeløb. Samtidig står grøntsagsproducenterne ifølge BBV i en særlig vanskelig situation, fordi grøntsagsproduktionen ikke er omfattet af den eksisterende tyske forsikringsordning mod ekstremt vejr. Det betyder, at de berørte producenter heller ikke kan få det offentlige tilskud på 50 procent til forsikringspræmierne, som gælder for andre afgrøder.
Ifølge landbrugsforbundet kan præmierne for forsikring af grøntsagsproduktionen udgøre op mod 10 procent af afgrødernes markedsværdi. Det gør forsikringerne økonomisk vanskelige at bære for mange bedrifter.
Peter Köninger har derfor henvendt sig til både det bayerske landbrugsministerium og finansministeriet. Han opfordrer delstatsregeringen til at stille hjælp til rådighed for de virksomheder, der er kommet under økonomisk pres efter uvejret.
- Bedrifter, der er økonomisk belastet af vejskader, bør ved likviditetsproblemer blandt andet kunne få hjælp gennem ubureaukratiske garantier, billige lån, udsættelse af skattebetalinger eller skattelempelser, siger han.
BBV håber på en hurtig og positiv tilbagemelding fra de bayerske myndigheder.




































