Sidste år vendte dyrskuet i Horsens tilbage og igen i år bliver der to dages fest på dyrskuepladsen i Horsens – og al usikkerhed omkring skuet er nu helt væk.

Der bliver dyrskue i Horsens igen i år og forberedelser og planlægning af arrangementet på Dyrskuepladsen har været i gang længe.

Det oplyser Peter Søgaard Mortensen, der er formand for dyrskueforeningen, Land & By ØSTjylland. Dyrskuet finder sted lørdag og søndag den 17. og 18. juni.

– Efter to års pause på grund af corona blev der endelig i 2022 igen afholdt dyrskue om end i et lidt mindre format end tidligere. Vejret var godt og dyrskuet i 2022 var faktisk ganske godt besøgt og med god opbakning fra trofaste dyreudstillerne. De gæster der var mødt op på pladsen for at hygge sig og se på dyrene, har meldt tilbage, at de havde en god dag på dyrskuet.

– Af nye tiltag for 2023 kan nævnes, at vi satser på at få en endnu bedre standudstilling, siger Peter Mortensen. Omkring 30 erhvervsudstillere har meldt sig som udstillere i forbindelse med årets dyrskue – i modsætning til sidste års skue, hvor der blot var en lille håndfuld udstillere på pladsen.

Dyrskuet har i den mellemliggende periode haft kontakt til både tidligere og nye virksomheder, i håb om at de vil deltage med stande. Og det er altså lykkedes, og Peter Mortensen oplyser, at man har lært af sidste års erfaringer, hvor både Covid 19 og et andet regionalt dyrskue – Det Fynske Dyrskue i Odense – blev afholdt samme weekend:

- Af mange årsager og ikke mindst Covid 19 kom vi lidt for sent i gang med planlægningen i 2022, og der var frem mod foråret usikkerhed om, om det kunne gennemføres. Desværre faldt det sammen med dyrskuet i Odense, og det gjorde heller ikke situationen bedre, men alt dette er ikke tilfældet hér i 2023.

Mange frivillige

Peter Søgaard Mortensen glæder sig over, at der er mange frivillige, som er klar til at gøre en indsats for dyrskuet.

- Der er mange ildsjæle, som gør et kæmpe arbejde, og som ser et vigtigt formål i at holde dyrskue. Uden dem lod det sig ikke gøre. Samtidig bidrager Østjysk Landboforening økonomisk, så på den baggrund har vi et godt afsæt til at komme i gang og skabe et rigtig godt Horsens Dyrskue 2023.

Ved dyrskuet i 2022 var der udstillet ca. 80 kreaturer og 60 heste samt der var udstillet en hel del får, geder og kaniner. Formanden forventer, at dyreudstillingen bliver på mindst det samme niveau ved det kommende skue.

- De rammer vi har til dyreudstillingen er helt unikke på dyrskuepladsen i Horsens, det vil vi udnytte endnu bedre i år, konstaterer Peter Mortensen, og han tilføjer at der igen bliver fri entré.

- Vi vil igen have et stort legeområde for børn, og vi arbejder også på at få lokale leverandører af råvarer og gårdbutikker med. Og som nævnt vil vi rigtig gerne have nogle udstillere af maskiner, hobbyudstyr og forskelligt andet, så der er noget at kigge på ud over de mange dyr. Det kan bidrage til at skabe aktivitet og liv på pladsen, slutter Peter Mortensen.