Maskinværksted surfede hjem med hæder

Serritslev Maskinværksted og Stenderup havde taget stranden med til Hjørring Dyrskue. Det gav prisen som Årets Bedste Store Stand.

Lely Center Herrup modtog æren som Årets Bedste Lille Stand.

Måske var det mere strandvejr end dyrskuevejr, da det blændet op for årets dyrskue i Hjørring.

Og når man ikke bare sådan lige kan tage dyrskuet til stranden, må man jo tage stranden til dyrskuet.

Om det var sådan folkene fra Serritslev Maskinværksted og Stenderup havde tænkt, skal være usagt, men i hvert fald var der linet op med strandstole, sand og surfboard på standen.

Strandstemningen blev piftet op med en kurvfuld specialøl, da dyrskueformand Lars Mellemkjær og landsformanden for Danske Maskinstationer og Entreprenører Søren Ulrik Sørensen kom forbi for at lykønske standen med titlen som Årets Store Stand.

Serritslev Maskinværksted bliver drevet af Jeppe Andersen, der er anden generation i firmaet. Han modtog hæderen sammen med sin far, Jens Andersen, der stadig ikke har sluppet virksomheden helt.

- Jeg kommer i hvert fald derop hver dag og gør mig klog, lød det fra Jens Andersen.

Serritslev Maskinværksted har været fast del af Hjørring Dyrskue i 40 år.

Strandtemaet har fulgt både Serritslev Maskinværksted og Stenderup rundt på andre af årets skuer, men ikke i samme skala som i Hjørring.

- Vi er gået all in her, fortalte Jeppe Andersen, som dog gav Lise Dalsgaard fra Stenderup størstedelen af æren for idéen.

Serritslev Maskinværksted er autoriseret forhandler af Gehl, Same, Lamborghini og Hürlimann, og har siden 2014 samarbejdet med Stenderup, der blandt andet fører Bobcat, Gehl, Seko og Trioliet.

Bedste lille stand

Æren som Bedste Lille Stand tilfaldt Lely Center Herrup.

Mens salgschef Bjarne Hansen glædede sig over både hæderen og ølkurven, var han endnu mere begejstret over, at man i år havde fået plads tæt ved ringen, så både kokiggeri og malkemaskinesnak kunne gå hånd i hånd.

- Tidligere har vi ikke haft så god en plads som i år. Det skulle gerne give et godt flow at stå her tæt på ringen, sagde salgschefen.

Lely Center Herrup har været fast inventar på Hjørring Dyrskue de sidste 10 år.

Læs også