Rådgivning og faglig viden for alle
Ribe Dyrskue vil igen i år byde på et kig indenfor og mulighed for at møde professionelle landbrugsrådgivere hos Sagro, der er blandt udstillerne på skuet.

Sagro vil være at finde som udstiller i forbindelse med Ribe Dyrskue, hvor man udstiller sammen med Sydvestjysk Landboforening. Fotoet hér er fra Sagro´s stand i forbindelse med Landsskuet i Herning tidligere på sommeren. Foto: John Ankersen
Dyrskue og landbrugsrådgivning hører sammen. Og Ribe Dyrskue er ingen undtagelse. I forbindelse med årets skue vil der være mulighed for at kigge indenfor og møde landbrugsrådgivere og få en fagsnak.
Rådgivningsvirksomheden Sagro er nemlig igen i år at finde blandt udstillerne i forbindelse med Ribe Dyrskue, hvor man udstiller på en fællesstand sammen med Sydvestjysk Landboforening, der står bag skuet.
Og opfodringen til landmænd både at besøge og udstille på Ribe Dyrskue er klar ifølge Sagro, der på sin hjemmeside formulerer opfordringen og invitationen således:
»Ribe Dyrskues succes afhænger på den lange bane af, at der kommer mange landmænd til dyrskuet. En ting er de mange landmænd, som bruger tid og ressourcer på at udstille dyr. Uden dem, intet dyrskue. Men det er også helt afgørende, at særligt maskinudstillerne oplever interesse for deres stande. Når de møder landmænd i deres stande, så vender de tilbage år efter år – og det sikrer skuets økonomi og fremtid. Derfor opfordres der til, at man sætter nogle timer af til sammen med familien at besøge skuet og maskinudstillerne. Så garanterer Sydvestjysk Landboforening et velafviklet arrangement og en hyggelig dag med naboer og kollegaer«.
Sagro er i øvrigt at finde på flere af regionens dyrskuer. Tidligere på sommeren var Sagro at finde i forbindelse med Landsskuet i Herning, og efter Ribe Dyrskue sluttes dyrskuesæsonen af med deltagelse som udstiller i forbindelse med det ligeledes kommende Aulum Dyrskue den 12. august.