Bæredygtigt byggeri bliver et krav til fremtidens byggeprojekter - også i landbruget.

Det er landmand Niels Hedermann fra Klovborg I/S ikke i tvivl om. Derfor har han sagt ja til at samarbejde med ingeniør- og rådgivningsfirmaet BK Nord om et nyt staldbyggeri på Stenisenge ved Brønderslev. Her skal han opføre to kvægstalde på samlet 6.000 kvadratmeter, og i samspil med BK Nord er fokus rettet på bæredygtighed i byggeriet.

Økonomien skal indgå

Landbrugsbyggeri generelt er super-optimeret. Og udskifter landmanden ét element med mere bæredygtige produkter, kan det typisk koste på bundlinjen. Byggeriet på Stenisenge beløber sig totalt til 15 millioner kroner.

- Indtjeningen i landbruget er ikke til, at vi kan bygge en halv gang dyrere. Der kan komme en masse krav, som fordyrer byggeriet uden afgørende forskel i forhold til CO2-regnskabet på bedriften. Vi skal finde en balance, hvor både bæredygtighed og økonomi indtænkes, og vi skal overveje nøje, hvilke krav, der er rimelige, siger Niels Hedermann.

Besparelse på CO2

En oversigt med beregninger fra BK Nord viser, at Niels Hedermann har mulighed for at spare 27 procent CO2e i forhold til et klassisk staldbyggeri. CO2-besparelsen kræver, at »grønt« beton erstatter den klassiske beton, og trælameller erstatter halv-væggene i beton i de nye kvægstalde. For at opnå CO2-besparelsen på de 27 procent, skal de klassiske tagplader af fibercement erstattes med en tagdug.

Økonomi er begrundelsen for, at Niels Hedemann har fravalgt tagduge på staldene.

- Tagdug til de to stalde vil koste ekstra 600.000 kroner, siger Niels Hedermann.

Han har tilvalgt grøn beton og trælameller, og ifølge BK Nords beregninger opnår han hermed en samlet CO2e-reduktion på 13,6 procent.

Udviklingsdelen er støttet af RealDania og Hjørring Amts Landøkonomiske Selskabs Jubilæumsfond også kaldet LandboNord-fonden.