- Det er omkostningstungt at flytte de store maskiner til Odense. Derfor har vi halveret standarealet, men der er fortsat plads til det vigtigste, nemlig kundeplejen, forsikrer Heden Maskinforretnings direktør.
Flere af de større fynske maskinforhandlere er ikke repræsenteret på årets udgave af Det Fynske Dyrskue. Også hos Heden Maskinforretning var man i tvivl, inden tilmeldingen blev sendt afsted.
- Det er vigtigt at bruge ressourcerne rigtigt. Nu giver vi det et skud mere, og så vil vi vurdere, om deltagelsen er bæredygtig for os, lyder det fra maskinforretningens direktør Lars S. Kristiansen.
- I forhold til sidste år har vi kun det halve standareal. Ikke som sådan på grund af standlejen, men mere det faktum, at det er dyrt at klargøre og fragte mange store maskiner til og fra dyrskuepladsen.
På de 500 kvadratmeter vil der være udstillet et begrænset udvalg af Massey Ferguson traktorer, redskabsprogrammet og repræsentation af forretningens store program indenfor have-/parkmaskiner.
- Men først og fremmest er vi med på dyrskuet for kundeplejens skyld. Derfor håber vi, at kunderne møder op på vores stand, ikke mindst for hyggens skyld, siger Lars S. Kristiansen.
Faglig dag i stedet
Endnu en årsag til den ændrede dyrskuestrategi i maskinforretningen er afviklingen af den faglige dag i maj, nu for tredje år i træk, hvor traktorerne og maskinerne kan ses i funktion og prøvekøres på demonstrationsarealet bag forretningen.
- Det blev igen i år en udbytterig dag for os og for kunderne, der trods bukkejagt og forsinkede forårsopgaver tog sig tid til at besøge os. Derfor gentages den faglige dag helt sikkert igen næste år, lyder evalueringen fra direktøren.