Her i weekenden kunne Fynsk Landbrugs Eventforening offentliggøre, hvem der fremover kommer til at det stå i spidsen for Det Fynske Dyrskue i den nyoprettede stilling som dyrskuechef.

Det bliver 48-årige Alex Nielsen fra Viborg, der kommer fra en stilling som leder af spillestedet Fermaten i Herning, hvor han har stået i spidsen og haft ansvar for musikere, kunstnere, bookere, personale, sponsorer og en stor stab af frivillige.

- Jeg glæder mig til at få min daglige gang i Odense og på Fyn og glæder mig til at overtage en veldrevet event med et tårnhøjt kendskab. Jeg glæder mig til samarbejdet med Det Fynske Dyrskues mange samarbejdspartnere og udstillere og de mange ildsjæle, der brænder for dyrskuet, siger Alex Nielsen, som har godt 25 års erfaring inden for det kulturelle område, blandet andet som kulturchef i Skive Kommune.

Bestyrelsesformand i Fynsk Landbrugs Eventforening Torben L. Povlsen siger om ansættelsen:

- Vi har haft en særdeles grundig proces med at finde en ny dyrskuechef, og vi er meget glade for valget af Alex Nielsen. Med Alex Nielsen får Det Fynske Dyrskue en dygtig og rutineret leder og et engageret menneske, der ser samarbejde og relationer som et vigtigt element i at skabe de gode løsninger. Sammen med de øvrige aktører rundt om Det Fynske Dyrskue ser vi frem til, at Alex Nielsen skal løse de opgaver, der ligger foran os i de kommende år.

- Vi ser Alex Nielsen som den helt rette profil med de rigtige kompetencer og ambitioner - og den rigtige indstilling til at klare opgaven. Det er derfor også en enig bestyrelse, der står bag valget af Alex Nielsen som ny chef for Det Fynske Dyrskue, siger Torben L. Povlsen.

Mere om den nye dyrskuechef i næste uges LandbrugFyn