På Hjørring Dyrskue vil Lely Center Herrup vise deres nyeste produkt – en Lely Milk Trolley.
Lely Center Herrup stiller i Hjørring med stærkeste opstilling; malkerobotten Lely Astrunaut A5, den automatiske foderrobotløsning Lely Vector og gulvskraberen Lely Discovery foruden de røde kobørster. Og så kommer de med en nyhed – seneste skud på stammen, som blev præsenteret for første gang på NutriFair i vinters.
Lely Milk Trolley hedder den og kan betegnes som Lelys svar på en mælketaxa.
Trolleyen kan køle og opvarme mælken, pasteurisere, transporterer den hen til kalvene og dosere mælk til hver enkelt kalv.
- Den varmer mælken skånsomt op med vandbad, fortæller sælger Torben Langdahl og forklarer, at trolleyen er selvkørende, så man ikke selv skal bakse med den.
Trolleyen fås i tre modeller, 120, 200 eller 300 liter, og der kan tilvælges forskelligt udstyr.
Trolleyen kan mixe mælkeblandingen i to hastigheder, har spandholder og LED-lys til de mørke morgener og mørke eftermiddage.
Via en cyklon øverst har trolleyen integreret selvrensning, som gør, at den bliver helt ren efter brug, også oppe i låget.
Lely Center Herrup har allerede solgt den første, og nummer to er lige nu i demo ved en mælkeproducent.
- Vi leverer den samme service og rådgivning som til vores robotter, siger Morten Otte, som rådgiver indenfor Lelys produkter.
Lely Center Herrup, som sidste år på Hjørring Dyrskue, blev tilsmilet med titlen »skuets bedste lille stand« glæder sig til at fremvise den nye trolley på dyrskuepladsen i Hjørring.