Pladsen næsten udsolgt

Det Fynske Dyrskue melder, at 90 procent af standene på årets erhvervsudstilling er besat.

Det tegner rigtig godt for Det Fynske Dyrskue i år. Der er således allerede solgt 90 procent af standene til erhvervsudstillingen.

Det er en ny rekord. Der er nemlig ikke før blevet solgt så mange stande så tidligt i processen.

Fynboer har i generationer besøgt Det Fynske Dyrskue, men med nedgangen i besøgstallet sidste år, kunne man godt få den tanke, at dyrskuet er ved at blive et historisk levn. Og så alligevel. Det Fynske Dyrskue spirer.

Det glæder dyrskuechefen Sara Ekknud Windell, at der fortsat er god opbakning til dyrskuet fra erhvervsudstillerne.

- Det er tydeligt at mærke, at vi i år har åbnet for salget af stande tidligere end normalt. Derfor er der nu kun seks ledige stande tilbage på erhvervsudstillingen. Jeg glæder mig til at se både nye og tilbagevendende udstillere og til at opleve, hvordan deres mange, spændende aktiviteter inspirerer de besøgende kunder og giver viden om landbruget videre til publikum, siger Sara Ekknud Windell.

På dyrskuets hjemmeside kan man finde en opdateret liste over alle tilmeldte erhvervsudstillere.

Flere tiltag

I det hele taget kan de besøgende glæde sig til et spændende fynsk dyrskue i dagene fra 12. til 14. juni i Odense.

Blandt andet vil syv lokale foodtrucks være klar til at lave det fineste street food på et græsområde til sommer. Desuden kommer Nelles Kaffe med i området, og dermed er der faktisk ved at være udsolgt på madudsalgsafdelingen.

Bageren vil i år være Haarby Bageren, og vil igen være at finde i Rundbuehallen. Resten af Rundbuehallen bliver Fællesskuets Forsamlingshus med samtaler, sang og andet.

Læs også