Roskilde Dyrskue om herpesvirus blandt heste: - Vi afventer og følger dyrlægernes anbefalinger
Igen i dette forår er der udbrudt herpesvirus blandt heste. Foreløbig får det ikke indflydelse på den planlagte rytterstafet mod dyrskuepladsen i Roskilde.
Ligesom i foråret 2018, er der igen i dette forår konstateret udbrud af den alvorlige og smitsomme herpesvirus 1 blandt heste. Enkelte steder også af den lidt mildere variant, herpesvirus 4.
Herpesvirus 1 blev i første omgang konstateret tilbage i marts i Fredericia. Det var ikke et isoleret tilfælde, for den 7. maj blev der konstateret et større udbrud af både herpesvirus 1 og 4 i Holstebro Sportsrideklub. Disse sidste udbrud har kostet foreløbig fire heste livet.
Ligeledes i maj er der konstateret herpes type 4 hos Nørre Åby Rideklub, men siden den 9. maj er der i skrivende stund ikke konstateret symptomer på sygdommen hos hverken heste eller ponyer på Fyn, ligesom den ramte pony nu også er feberfri.
Afventer situationen
Med mange forestående store hestearrangementer i den nærmeste tid, er det nærliggende at spørge dyreansvarlig på Roskilde Dyrskue, Helle Lyngfeldt, om det på nuværende tidspunkt påvirker planlægningen af det store arrangement med deltagelse af flere hundrede heste.
- Sidste år var der også enkelte udbrud af sygdommen, men dengang blev det flere steder pisket mere op, end det reelt var, siger hun og fortsætter:
- Vi følger naturligvis udviklingen, men afventer foreløbig situationen og ser, hvad der sker. Vi vil nøje følge dyrlægernes anbefalinger og forholder os til den aktuelle situation, når vi er så langt.
Helle Lyngfeldt er vidende om, at der flere steder rundt i landet fortsat afvikles stævner, men siger samtidig, at hvis der er ryttere og hesteejere, der er utrygge ved situationen i forhold til dyrskuet, må de melde fra.
Stor rytterstafet
Forårets udbrud af herpesvirus blandt heste får således aktuelt ikke indflydelse på den store, planlagte rytterstafet med deltagelse af i alt 100 heste og ryttere fra forskellige dele af det østdanske område.
Lørdag den 25. maj sættes kurs mod dyrskuet og det kulminerer på åbningsdagen, fredag den 31. maj klokken 11.30, hvor de vil komme ind i den store ring i forbindelse med åbningen.
Samlet deltager cirka 100 heste og ryttere med udgangspunkt fra Esrum Kloster, Udby ved Kalundborg, Nykøbing Sjælland, Nyråd i Sydsjælland og Ringsted.
Rytterne rider typisk mellem fem og ti kilometer, inden en ny hest og rytter tager over.



































