Naturstyrelsen på storindkøb: Køber gods i Nordjylland til 143 millioner
Naturstyrelsen har haft den store tegnebog fremme og har købt godset Louisendal for 143 millioner kroner.

Naturprojekter ved Louisendal i Nordjylland er ikke noget nyt, hvilket billedet her, der stammer fra 2021 bevidner, med masser af valmuer, okseøje og kløverblomster. Arkivfoto
Naturstyrelsen har planer om et stort klima-lavbundsprojekt ved Storvorde i Nordjylland. Og nu har styrelsen sikret sig jorden til at lave projektet. Ifølge Agriwatch har styrelsen således købt godset Louisendal ved området for 143,2 millioner kroner.
Til godset hører 525 hektar jord, der skal være med til at sikre, at Naturstyrelsen kan genskabe den afvandede Vaarst Sø. Ifølge godsets sælger, Carsten Vognsen er der én overskyggende faktor i salget.
- Vi har for meget lavbundsjord, og det er derfor, vi sælger. Det er jo besluttet, at der kommer restriktioner og CO2-afgift på jorden, hvis vi fortsætter med at dyrke den. Så det er jo lidt frivillig tvang det her, siger han til Agriwatch.
Udover de over 500 hektar landbrugsjord hører der også skov med til det solgte areal. Ifølge tinglysningen har Naturstyrelsen betalt 113,6 millioner kroner for selve jorden, mens sturhus og driftsbygninger har kostet hhv. 11,4 millioner og 18,4 millioner kroner.