I september 2023 blev Harald Blåtands fem danske ringborge officielt udnævnt til UNESCO-verdensarv. To år senere tager et nyt internationalt projekt skridtet videre og bringer verdens unge helt tæt på de historiske borge – både fagligt og fysisk.

Under temaet »Working on the Future« inviterer UNESCO’s frivilliginitiativ i år 10 unge fra hele verden til Danmark. I løbet af to uger skal de besøge alle fem ringborge – Fyrkat, Trelleborg, Aggersborg, Nonnebakken og Borgring – og arbejde med at formidle og udvikle den danske kulturarv i tæt samarbejde med lokale aktører.

Internationale hænder på jorden

Særligt Fyrkat ved Hobro og Trelleborg ved Slagelse bliver omdrejningspunkter i forløbet, hvor de unge både skal bo og deltage aktivt i events og formidling.

- Udover at bo på ringborgene, skal de frivillige deltage i afvikling af en række nye og spændende events i lokalområderne. Ved Fyrkat er det blandt andet det store event Vølvens Verden, der kulminerer med et optog gennem Hobro og afsluttes med et storslået lysshow på Fyrkat sidste weekend i september, fortæller verdensarvskoordinator for de danske ringborge, Mette Lykkegård-Maes i en pressemeddelelse.

Frivillige deltager også i det nye initiativ Kulturarvens Dage på Fyrkat, hvor der er fokus på kulturarv i øjenhøjde for både aktører og besøgende.

Ringborgen ligger vest for Slagelse og er i dag et levende museum med undervisning, aktiviteter og events, som f.eks. sommerens vikingefestival.

Ringborgen ligger vest for Slagelse og er i dag et levende museum med undervisning, aktiviteter og events, som f.eks. sommerens vikingefestival.

Vikingeliv og netværk

På Trelleborg bliver det hænderne direkte i det eksperimentelle arbejde med den rekonstruerede borg og møder med lokale unge og eksperter.

- På Trelleborg skal de unge deltage i hands-on vikingeaktiviteter og få viden om museets arbejde med verdensarven. De skal møde lokale frivillige og studerende og gennem workshops få mulighed for at skabe et netværk med fokus på kampagnens tema Working on the future. Desuden får de et unikt indblik i Trelleborgs spændende eksperimentalarkæologiske projekter, bl.a. Den Genskabte Borg – en rekonstruktion af et udsnit af den autentiske ringborg, siger museumschef og site manager for Trelleborg, Anne-Christine Larsen.

Derudover besøger deltagerne også de resterende ringborge samt bliver introduceret for Danmarks eneste immaterielle kulturarv: de klinkbyggede både – en bådtradition med dybe rødder i både Danmark og det nordatlantiske område.

Ringborgene har altid tiltrukket unge

Selvom det er første gang, Danmark er officielt med i UNESCO’s frivilligprogram, har de danske ringborge en lang tradition for at tiltrække internationale unge.

Allerede i 1950’erne deltog unge fra udlandet i udgravningerne ved Fyrkat og Trelleborg, og siden har mange været involveret i både formidling og forskning på tværs af landene.

Initiativet taler direkte ind i UNESCO’s vision om at styrke samarbejdet mellem kulturer og fremme fred og forståelse globalt, med udgangspunkt i den fælles arv.