Skønne naturperler til salg
Landbrugsstyrelsen sælger 20 skønne naturområder i Jylland og på Fyn. De fleste arealer ligger i forlængelse af naturprojekter, hvor landbrugsjord er taget ud af drift, og naturen har fået et comeback.

Naturstyrelsen sælger en række naturperler hen over efteråret. Arkivfoto
I Himmerland ligger en skøn eng på otte hektar og venter på en ny ejer. Engen er en del af et vådområdeprojekt, hvor man blandt andet har genslynget dele af Binderup Å, der løber ud i Nibe Bredning i Limfjorden. Der er både mulighed for jagt og fiskeri, og det er ét af flere skønne områder, som Landbrugsstyrelsen sælger her i efteråret.
På nogle af områderne, der er sat til salg, er der mulighed for jagt eller fiskeri, på andre er der mulighed for at lade dyr gå og græsse. Fælles for de fleste er, at jorden ikke må dyrkes, sprøjtes eller gødes. På den måde er det muligt at blive ejer af et stykke natur, der har en positiv effekt på klima og miljø.
- I hele landet hjælper Landbrugsstyrelsen med at fordele jorden for landmænd, hvis lavtliggende landbrugsjord skal føres tilbage til vådområder. Det mindsker udledningen af kvælstof, fosfor og CO2 og giver samtidig nye naturperler. I år har vi 20 områder, som venter på nye ejere, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Frank Kargo.
Landbrugsstyrelsen sælger ikke kun områder, der er en del af projekter, som skal gavne klima eller miljø. I større jordfordelinger kan der opstå situationer, hvor almindelige landbrugsarealer kommer i overskud, når jorden skal omfordeles frivilligt mellem landmændene.
Der er arealer til salg i både Tønder, Vejle, Assens, Faaborg-Midtfyn, Viborg, Randers, Norddjurs, Rebild, Lemvig og Morsø Kommuner. Arealerne bliver solgt gennem budrunder, og hvis man gerne vil købe et af områderne, kan man finde udbudsmateriale på områderne her.
I alt vil Landbrugsstyrelsen sætte cirka 400 hektar til salg dette efterår.